Lendum pensionister hyggede med glad musik
Forleden onsdag hyggede Lendum pensionisterne sig sammen med det 8-mands store Lendum-Tårs harmonikaorkester i Vestergårdens store samlingsstue.
Orkestret er sammensat af musikinteresserede fra oplandet, og de rejser rundt og spiller til mange forskellige arrangementer. Pensionistforeningen havde inviteret orkestret til en glad aften, hvor de skulle lede fællessangen.
Lendum-Tårs harmonikaorkester havde medbragt sanghæfter med 58 forskellige sange, så der var nok at tage fat på. Repertoiret spændte vidt lige fra "Glitrende Hav" af Inger Lauritzen til "Den nat af alle nætter" af Henning Toft Bro. Orkestrets forsanger Kjeld Nielsen fik hurtigt inspireret deltagerne til at synge med på de mange sange.
Efter en god times tid med fællessange og flere numre med orkestrets egne sange var der kaffe og kage, hvorefter det hyggelige samvær med musik og fællessang fortsatte endnu en times tid.
På næste onsdag den 6. december er der juleafslutning i Pensionistforeningen. Aftenen begynder med dans omkring juletræet og der synges nogle julesalmer. Sognepræst Lise Munk Petersen kommer og fortæller julehistorier, og måske sniger der sig en kravlenisse ind med en god gang underholdning.