Lejr: Højene-spejdere får hjælp af lastbil
Når det på lørdag for alvor går løs for 42 håbefulde og begejstrede spejdere fra Højene, er det fordi der venter dem en oplevelse for livet. De er alle på vej til Spejdernes Lejr - et tilbagevendende arrangement, der involverer mere end 35.000 fremmødte spejdere i en uge midt om sommeren. Det betyder, at store som små vil møde op fra hele Danmark.
Arrangørerne af Spejdernes Lejr har bestemt, at der skal være lige forudsætninger for spejdere fra hele landet, angående mulighed for at kommer afsted og derfor inkluderer billetten til lejren også en plads i en bus tur-retur.
Dog forholder det sig sådan at denne billet inkluderer en almindelig vandrerygsæk og ikke massevis af rafter, telte, bål-udstyr og alt det andet grej og udstyr, der kan blive brug for. Transporten er op til de enkelte grupper og her har Højene Gruppe været heldige - en forælder meldte sig nemlig og tilbød at køre en lastbil frem og tilbage fra lejren.
På lejren er der allerede masser af spejdere at se. De er taget afsted en uge før start for at gøre det hele klart og blandt andet tage imod det grej, der bliver fragtet med lastbilen.
Så er det bare op til spejderne at få pakket alt grejet sammen på paller, så det kan blive stablet i lastbilen.
Fakta om Spejdernes Lejr 2017:
* Spejdernes Lejr er arrangeret i fællesskab af de fem spejderkorps
* Lejrens slogan er i år ’Vi sætter spor’
* Lejren finder sted på Kær Vestermark ved Sønderborg
* Lejren holdes fra 22. til 30. juli.