Leg og læring: Prøv at være livredder
Livredderpatrulje kommer til tre strande i kommunen
16. juli 2018 kl. 14.10
HJØRRING: I den kommende weekend kommer TrygFondens LivredderPatrulje forbi tre af Hjørring Kommunes strande for at demonstrere, hvordan vi passer på os selv og hinanden, når vi opholder os ved og i vand. Alle børn og voksne er velkomne til at kigge forbi og høre om badesikkerhed og om arbejdet som livredder. Der er masser af livredderudstyr og mulighed for at løse sjove livredderopgaver, og med appen "Livredder", kan børnene øve sig i livredderdisciplinerne derhjemme både før og efter LivredderPatruljens besøg.
Der er aktiviteter for hele familien, når LivredderPatruljen besøger Løkken, Tornby og Tversted. Børnene får mulighed for at prøve livreddernes udstyr, og de kan også melde sig til Livreddertesten sammen med deres forældre, hvor de bl.a. skal padle på et rescue board, bjærge en person op fra vandet og give livreddende førstehjælp.
I år er det 20. sæson, at TrygFondens LivredderPatrulje turnerer rundt for at sætte badesikkerhed på dagsordenen gennem lærerige aktiviteter, som børn kan prøve af sammen med deres forældre.
- Vi har erfaret, at LivredderPatruljen er en god måde at få børn og deres forældre til at tale om, hvad man skal huske på, når man er i og ved vandet. Børnene har en sjov og samtidig lærerig eftermiddag i selskab med andre børn, hvor de får lov til at være med til aktiviteter, der sætter fokus på livredning og gode baderåd, siger René Højer, programchef for sikkerhed i TrygFonden.
- Børnene plejer at hygge sig med aktiviteterne, og forældrene kan faktisk også lære noget. Eksempelvis at rådet om ikke at gå i vandet, lige efter man har spist, blot er en myte, og at man bør huske på, at det er langt bedre at holde øje med sine børn i vandet, end at nøjes med at iagttage dem fra vandkanten, siger Anders Myrhøj, chef for drift og sekretariat i TrygFonden Kystlivredning.
Børnene får et diplom, hvor det bliver noteret, hver gang de har gennemført en livredderaktivitet. Hvis børnene ikke når at gennemføre alle aktiviteterne på en strand, kan de fortsætte på en af de andre strande, hvor LivredderPatruljen også kigger forbi.
Arrangementerne finder sted i tidsrummet fra klokken 11 - 14. Fredag 20. juli foregår det i Tversted, dagen efter tager livredderne til Tornby, og om søndagen kommer de så til Løkken. Hvis man ikke når det en af disse dage, kan man tage en tur til Blokhus tirsdag 24. juli inden patruljen forlader Vendsyssel.