Latinamerikanske rytmer fyldte Tannisbugt-Hallen

09. november 2017 kl. 09.07

Tannisbugt Hallen vibrerede i weekenden til latinamerikanske rytmer fra Vendsyssel Marimba Steelband, der med originale olietønder og marimbaer var inviteret til musik og sjov i Tannisbugt Hallen.

Det var i forbindelse med arrangementet "Musik og Sjov", som er for både børn, deres forældre og bedsteforældre, at vi havde inviteret Hjørring Musikskoles marimbaband, til at komme og underholde med deres helt specielle musikstil- og instrumenter, fortæller Lajla Thorsen, Centerleder i Tannisbugt Hallen.

Det er Hjørring Musikskole der har Vendsyssel Marimba Steelband, som ledes af musiklærer/musiker Claus Zielke. Og som navnet antyder, er der ikke tale om helt traditionelle instrumenter, idet de grundlæggende instrumenter er marimbaer og originale olietønder. Derudover spilles der på trompet, saxofon, guitar, bas, percussion og trommer.

Ordet steelband stammer fra olietønderne, og lyden fra dem, forbinder de fleste med Caribien og sol, sommer og sandstrande. En marimba er et latinamerikansk slagtøjsinstrument, der består af afstemte træstave, der er lagt i system med metalrør som resonatorer neden under, som giver denne helt specielle eksotiske lyd.

Trylle Gustav var også inviteret til Musik og Sjov, og tryllede og lavede ballondyr til alle børnene.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste