Lasse fra Hørmested valgte Arizona
HØRMESTED/PHOENIX: Da Lasse Nørgaard var færdig med 1. g på Frederikshavn Gymnasium, tog han en beslutning, som har formet hans liv i langt højere grad end han dengang forestillede sig.
Han var 16 år og havde en udlængsel, som ikke kunne holdes nede med en chartertur til Mallorca.
Det blev først til et år som udvekslingsstuderende i Phoenix, USA, hvor han faldt så godt til, at han blev og uddannede sig indenfor IT og administration.
Siden fik han job som IT-manager på luksushotellet Ritz-Carlton på Cayman Island ... og dermed var grundlaget for en karriere indenfor den amerikanske hotelbranche lagt.
Job, bolig, bil og kæreste
I dag bor Lasse Nørgaard igen i Phoenix i staten Arizona. Her har han hvad der svarer til et dansk parcelhus, han er den glade ejer af en stor Toyota, som kan bringe ham og samleversken Jessica ud i den amerikanske natur, som parret bruger meget - og han arbejder på 14. år for hotelkæden Marriot.
De første år rejste han rundt på kædens hoteller i USA og Mellem- og Sydamerika for at få styr på IT-systemerne, hvilket gjorde ham perfekt til spansk og gav ham en stor indsigt i de mange problemer, der opstår på nutidens IT-styrede hoteller.
I dag arbejder han mest fra hjemmet i Phoenix, hvor han som senior manager er ansvarlig for kontrakter med leverandører af IT-løsninger til kædens hoteller i Canada, USA, Mellem- og Sydamerika.
- Alene i USA har kædens ansatte omkring 40.000 mobiltelefoner, så selv meget små justeringer i kontrakterne bliver til rigtig mange penge, siger Lasse Nørgaard, som i dag er på rejse i en lille uge hver måned.
- Der er ikke noget bedre end at komme rundt på hotellerne og høre fra de ansatte hvad der virker og ikke virker - og så komme hjem og tage fat på at løse problemerne, siger han.
Lasse Nørgaard er godt nok vendelbo, men efter at have levet lidt over halvdelen af sit liv i USA, er der kommet en kraftig, amerikansk accent i hans danske sprog - og den bliver givetvis endnu mere markant.
- I dag er mit hjem i Phoenix. Her er mine venner, min kæreste og mit job - og her er jeg utroligt glad for at være.
Og når jeg engang stifter familie vil det desuden være næsten umuligt at vende tilbage - i hvert fald hvis reglerne ikke laves om, siger han.
Lasse Nørgaard ønsker ikke at oplyse sin løn, men vil godt afsløre, at den er god. Og at han lever et rigtig godt liv "overthere".
- Både Jessica (selvstændig fysioterapeut) og jeg arbejder hårdt, men vi har også tid og råd til at rejse rundt i verden, siger Lasse Nørgaard, som betegner en 40-timers arbejdsuge som sjældent forekommende og en let, lille en af slagsen.
Hvis man som dansker går rundt og tror, at den amerikanske kultur minder meget om vores egen ... kan man godt tro om igen. Tag nu bare våbenloven, som giver en 18-årig ret til at købe en vaskeægte maskinpistol med skarpe patroner.
- Det er en af de ting, jeg har svært ved at vænne mig til - at man ser bevæbnede mennesker i gadebilledet. Og at 18-årige kan købe våben, men først kan købe en øl, når de er fyldt 21, siger Lasse Nørgaard, som ikke selv har et våben.
- Foreløbig er Jessica og jeg enige om, at vi ikke har brug for våben - og hvis vi ændrer mening er det fordi vi ofte camperer i skovene i Arizona, hvor man risikerer at møde bjørne, siger han.
En anden forskel er reglerne og kulturen på arbejdsmarkedet. Selv efter 14 års ansættelse kan Lasse Nørgaard blive afskediget med dags varsel - uden opsigelsesperiode.
Den slags kan man dog forsikre sig mod, ligesom dem, der har råd gør det på sundhedsområdet.
Lasse Nørgaard er helt med på, at det amerikanske sundhedsvæsen kan være en barsk omgang, hvis man ikke har nogen forsikring - men:
- Danmark kunne nu godt lære noget af den konkurrence, der er indenfor sundhedsvæsenet i USA ... ligesom USA kan lære noget af Danmark, siger han.
Lasse Nørgaard er og bliver ved med at være dansk statsborger - men han har besluttet sig for at ville have dobbelt statsborgerskab.
- Nu har jeg levet lidt over halvdelen af mit liv i USA, så jeg er også amerikaner - og det ville være rart at få stemmeret, siger han om sin beslutning.
Lasse Nørgaard ved godt, at ikke alle har lyst til kopiere hans liv og gerninger, men han opfordrer alligevel unge til at tage udenlands - i det mindste i en periode.
- Det giver en stor forståelse for andre kulturer og religioner, at man har rejst rundt i verden. Man bliver simpelthen klogere, siger Lasse Nørgaard, som efter sine år i udlandet ikke længere lægger mærke til hudfarver. Han ser kun mennesker.
- Kom afsted. Som dansker kan man altid vende hjem til velfærden, lyder hans opfordring til de danske unge.