Landets mest tilfredse kunder: - Vi er én stor familie her i butikken og i bestyrelsen
SuperBrugsen Løkken hitter hos kunderne. I årets tilfredsheds-undersøgelse ender de på en førsteplads blandt SuperBrugsens omkring 240 butikker. Og det er ikke første gang, det sker.
Kunderne i SuperBrugsen Løkken er de mest tilfredse i hele landet. Det viser resultaterne af SuperBrugsens årlige kundetilfredsheds-undersøgelse, der lige afsluttet. Faktisk er kunderne så tilfredse, så de sender SuperBrugsen Løkken op på en førsteplads blandt butikkerne i hele SuperBrugsen. SuperBrugsen har i alt omkring 240 butikker fordelt over hele landet.
I den årlige kunde-undersøgelse spørger SuperBrugsen hvert år kunder og medlemmer, hvordan deres indkøbsoplevelser i de enkelte butikker er, og hvordan butikken kan blive endnu bedre. SuperBrugsen Løkken har gennem flere år ligget i top på kundetilfredsheden blandt kædens butikker. Sidste år endte SuperBrugsen Løkken på en flot tredjeplads, og i 2019 lå de også nr. 1 i kæden. Her er de så endt igen, efter flere points fremgang siden sidste års kundeundersøgelse.
- I hele SuperBrugsen går vi op i at være et kvalitets-supermarked, hvor vi giver vores kunder en helt unik service og gode oplevelser i både butikken og lokalområdet. Så SuperBrugsen Løkken er virkelig et godt eksempel på, hvad vi står for i SuperBrugsen.
- Tillykke til butikken og bestyrelsen med det flotte resultat, siger kædedirektør i SuperBrugsen Jesper Gottschalck Jensen.
Uddeler og direktør i Løkken Brugsforening, Mogens Knudsen, er også meget tilfreds med den høje kundetilfredshed og fremgangen:
- Vi forsøger at gøre os umage hver eneste dag, så vi er rigtig stolte af, at vores kunder er glade for det, vi gør. Vi har også stort fokus på at butikken fremstår flot, god service og nye tiltag.
Kunderne i SuperBrugsen Løkken sender særligt stor ros til butikkens dygtige og servicemindede medarbejdere ved både kassen og i resten af butikken. Derudover er tilfredsheden med orden og udvalg i butikken særligt høj.
Mogens Knudsen fortæller, at de allerede er i fuld gang med at fejre det flotte resultat for både kunder og medarbejdere i butikken. Alle medarbejdere har blandt andet fået en gave efter resultatet blev offentliggjort.
- Vi er én stor familie her i butikken og i bestyrelsen, og alle har været med til at skabe de flotte resultater. Jeg vil også sige tusind tak til vores kunder for besvarelser og kommentarer. Vi kommer til at arbejde videre med alle besvarelser, så vi fortsat giver vores kunder en god oplevelse hver dag og fastholder det høje niveau, fortæller Mogens Knudsen.
De fem parametre, kunderne i Løkken er mest tilfredse med
1. Kassemedarbejderen behandler mine varer ordentligt
2. Kassemedarbejderen hilser på mig ved kassen
3. Butikken er ren og ryddelig
4. Butikken har et stort udvalg af vin
5. Personalet leverer en god kundeservice