LandboNord sender jule-tv
Når kvægrådgiver Michael Mortensen fra LandboNord er til møder i landbrugskredse, kommer han ofte ud for, at folk ved, hvem han er. Folk han aldrig har set i sit liv.
Men de har set ham. For han er den gennemgående person i den tv-adventskalender, LandboNord lige for øjeblikket er i gang med tredje sæson af.
Man kunne indvende, at LandboNord - det er da ikke en tv-station. Men i disse facebook- og Youtube-tider er det heller ikke nødvendigt. Man nøjes med at lægge det op de to steder, og så er programmer tilgængelige for alle, der måtte ønske at se med.
Peter Küster Nielsen, der arbejder som journalist hos LandboNord, fortæller at ideen opstod for lidt over tre år siden, hvor der var én, der foreslog, at man da kunne lave en julekalender til kunderne. Det var lige ambitiøst nok, men at lave noget til fire adventssøndage, kunne man nok godt finde ud af.
LandboNord havde haft besøg af den amerikanske kapacitet indenfor køer, dyrlæge David A. Reid, og hans foredrag havde Peter Küster optaget. Så kunne det passende klippes i fire bidder garneret med lidt snak i et studie før og efter de kloge ord fra amerikaneren.
Seermæssigt er der stadig et stykke op til "Herrens veje" og "Forbrydelsen", men det mest set afsnit - det er afsnit 1 2016 - har haft 5375 visninger.
Andre kigger med
Ifølge Peter Küster er et ikke kun nordjyske landmænd, der kigger med. LandbrugsAvisens udgave på nettet deler også videoerne hver søndag. For de emner, der bliver taget op, er så relevante, at man kan følge med uanset om man bor i Asaa eller Assens. Det er emner som at være nyetableret landmand, hvordan man undgår kalvedødelighed, videoanalyse af sine dyr og hvordan man arbejder på at finde den helt rigtige græsblanding til sine køer.
Og alle andre, der kun hører om landbruget, når der er debat om vandmiljø eller grundvandet, kan også kigge med.
Vil man kigge med, kan det ske via dette link: www.facebook.com/lnkvaeg/ - eller man kan søge efter Landbonord og adventskalender på Youtube.