Ladies Circle Hjørring fejrede 70 års jubilæum

Lokaler kvinder kæmpede dengang for ligestilling og for muligheden for at forene sig - nutidens LC markerede jubilæet

30. oktober 2019 kl. 05.14

HJØRRING: Ladies Circle Hjørring holdt fredag reception på Vrejlev Kloster - medlemmerne fejrede klubbens 70 års jubilæum.

Til receptionen var tidligere medlemmer samt nuværende medlemmer af LC Danmark inviteret. Og det blev en festlig eftermiddag. Der blev i bedste LC stil serveret lagkage og champagne. Og der blev grinet og fortalt historier gennem mange generationer.

Ex-ladies så hinanden efter mange års adskillelse, og kunne glæde sig over at traditionerne lever i bedste velgående. Og de nuværende medlemmer blev klogere på klubbens historie på grund af de mange gode fortællinger.

Kvinden fra Tornby

I 1949 indbød RT Danmark til internationalt årsmøde i Odense. Her deltog mange udenlandske RT’ere med deres fruer, ligesom danske ’RT fruer’ også var inviteret. På det møde blev Telse Jacobi som er fra Tornby, præsenteret for LC-piger fra Kristianstad, som begejstrede talte om Ladies Circle.

Telse blev så inspireret af dette møde, at hun besluttede sig for at starte LC Danmark.

Men Telse var ikke den eneste, der blev inspireret. Agnete Liengaard fra Fredericia, der også deltog i landsmødet, var ligeledes blevet begejstret for idéen om, at skabe et netværk for kvinder i Danmark.

De to kvinder kontaktede derfor, uafhængigt af hinanden LC-klubber i henholdsvis Sverige og England for oplysninger om dannelsen af Ladies Circle Danmark.

LC Hjørring i modvind

Der var en del diskussion og modstand mod stiftelsen af LC i Hjørring. Denne modstand kom som før nævnt fra Fruernes mænd, der mente kvindens arbejde var at passe hjemmet. På et møde i september måned blev det dog besluttet, at man i RT Hjørring på henstilling fra RT´s hovedbestyrelse ikke hverken ville bakke op om, eller modarbejde en sådan stiftelse.

Telse Jaocbi indkaldte RT-fruerne i Hjørring, for at danne en LC-klub, men kun 7 ud af 17 damer fik lov af deres mænd til at fortsætte efter et oplysende og stiftende møde i Hjørring den 31. maj 1949. RT mente ikke, at kvinder havde evner til at danne en til RT svarende klub.

Første møde

Den 6. juli 1949 arrangerede Hjørring sit første ordinære LC-møde, hvortil damernes RT-mænd, samt Hanne Bøgh Andersen og Else Larsson fra Kristianstad var inviteret. Man blev her enige om, at de senere ville komme til Danmark og “døbe” klubben, hvilket blev d. 25/10 1949.

Ved denne lejlighed fortalte Hanne Bøgh Andersen, at man havde modtaget en henvendelse fra Agnete Liengaard fra Fredericia om stiftelsen af en LC-klub der.

Klubberne havde således arbejdet i Hjørring i nord og i Fredericia i syd uden at kende til hinandens planer. Agnete Liengaard forlod Danmark kort efter starten af Fredericiaklubben.

En blev til flere

I oktober 1949 besøgte LC Kristianstad Danmark med henblik på at “anerkende” de nystartede LC-klubber. Kort før dette besøg var der den 30. september 1949 i Kolding stiftet endnu en LC-klub, så der var tre klubber, som Sverige gav numrene LC nr. 1 Fredericia, LC nr. 2 Hjørring og LC nr. 3 Kolding efter klubbernes stiftelsesdatoer.

- Siden dengang har MANGE kvinder i Danmark haft stor glæde af Ladies Circle, og både tidligere og nuværende Ladies er meget taknemmelige for, at ”Fruerne” dengang kæmpede for sagen – og måske ikke bare for at kunne forene sig, men for ligestilling i det hele taget, lyder det fra de lokale LCere

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste