Billede beskrivelse

Lader op til fejring: Vendsyssels Plantage har 100 års jubilæum næste år

14. november 2020 kl. 06.50

LØKKEN: Den 1. september 2021 er det 100 år siden Løkken Borgerforening modtog Vendsyssels Plantage som gave. Grosserer Kristian Mikkelsen Vendsyssel overdrog gavebrevet til den daværende bestyrelse for Borgerforeningen ved en sammenkomst på Badehotellet. I gavebrevet skriver K. M. Vendsyssel, at Plantagen skal kaldes: Vendsyssels Plantage.

Op til 100 års jubilæet har Plantagen modtaget donationer for i alt 259.500 kr. til blandt andet en renovering af bassinet.

Fra Feriepartners oplevelsespulje er der doneret 4.500,- kr. De bliver anvendt til informationstavler, der vil fortælle om Plantages historie.

Guldfiskedammen trænger kraftigt til en renovering. Et arbejde der går i gang i den nærmeste fremtid.

Billede beskrivelse

En donation på 180.000,- kr. fra NORLYS Vækstpulje samt et beløb på 75.000,- kr. fra Hjørring Kommunes Teknik- og Miljøudvalg, har gjort det muligt at få denne opgave løst, så guldfiskedammen med tilhørende installationer kan klare mange år igen.

Donationerne blev overrakt ved en lille sammenkomst i Maskinhuset i Plantagen forleden. Der deltog medlemmer af bestyrelsen samt Knud Erik Bertelsen fra Norlys repræsentantskab, Mikkel Jørgensen fra Feriepartner Løkken og Børge Bech fra Teknik og Miljøudvalget.

- I Borgerforeningen er vi i gang med at lade op til fejringen af jubilæet. Indgangsportalen og sceneoverdækningen (det lille sømærke) er blevet malet. Med gaven i 1921 fulgte 10.000 kr. til vedligeholdelse af plantagen. De er for længst brugt, men med hjælp af fondsmidler og frivillig arbejdskraft kan vi heldigvis udrette meget, forklarer Løkken Borger & Haandværkerforenings formand Tom Skjoldborg.

- Den 1. september 2021 skal Plantagen gerne tage sig ud fra sin bedste side. Det er et arbejde der kommer til at kræve en del hænder, så til foråret rækker vi ud efter disse, lyder det fra formanden.

Billede beskrivelse

Desværre har foreningen i år ikke kunnet, og kan fortsat, ikke afholde de arrangementer man plejer. Det er Solhvervsarrangementerne, fiskeudsætning, formiddagskaffe for beboerne på Ældrecenter Havgården i Plantagen og den efterhånden traditionsrige koncert i august.

- Vi håber situationen er en anden i efteråret 2021, så vi kan fejre Vendsyssels plantages 100 års jubilæum, slutter Tom Skjoldborg.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste