Lad børnene rejse til en anden verden
Tag på eventyr i Virtual Reality - på Hjørring Bibliotek!
Der afholdes nemlig workshop for børn i alderen 8 år og op - og, forsikrer bibliotekspersonalet, det plejer altså at være en stor succes.
Det sker på lørdag d. 24. marts kl. 11 til 13. Først dekorerer man sine egne Virtual Reality-briller, så de bliver flotte og seje og klar til at blive taget med på eventyr. Vil man gerne være med, skal man huske at medbringe en smartphone (man kan jo snuppe en voksen og dennes digitale device med, hvis man ikke selv ejer et sådant aggregat).
Når brillerne er udsmykkede, kan man tage på en vild flyvetur oppe under skyerne, eller måske på en adrenalinpumpende rutsjebanetur i junglen.
Der kræves ikke tilmelding på forhånd, men det koster en tyver at være med - og så får man selvfølgelig sine briller med hjem, lyder det.