KUU-elever viste flaget
Unge og medarbejdere fra KUU - den kombinerede Ungdomsuddannelse - viste forleden flaget med åbent hus, der gav gæsterne indblik i hverdagen på skolen.
Tilbuddet hører under Hjørring Produktionsskole, men har til huse på Ungdomscentret, Norgesvej 6 i Hjørring.
48 elever følger KUU-uddannelsen i Hjørring, fordelt med 18 unge på det første hold og 30 på andet hold. Tilbuddet har eksisteret siden 2016, og de første elever fra KUU Hjørring er færdige til jul.
Målet med KUU er, at de unge får afklaring og på den måde bliver parate til en uddannelse eller til job.
- Vi er jo en ny uddannelse, og vi havde inviteret blandt andre studievejledere, ungehuset, virksomheder og produktionsskolelærer, fortæller lærer Martin Poulsen, der sammen med de unge også glæder sig over, at borgmester Arne Boelt besøgte stedet.
Eleverne viste rundt, og dagen bød blandt andet på musik leveret af skolens eget band samt mad og kræs til ganen. Der var udstilling fra de steder, hvor de unge har været i erhvervstræning, og der var udstilling af kreative resultater fra projekt: Fra klud til skrud. Desuden kunne gæsterne få indsigt i en helt almindelig hverdag på KUU via en gopro-video.
Praktik og skolefag
Kombineret Ungdomsuddannelse er på to år og den veksler mellem skolegang med dansk og matematik på skemaet, værkstedsarbejde og erhvervstræning ude på de lokale arbejdspladser. Og målgruppen er de unge, der er færdige med 9. og 10. klasse.
- Den kombinerede ungdomsuddannelse er et tilbud til unge, der har enten psykisk, sociale eller faglige problemer, fortæller lærer Martin Poulsen.
- Det er en vej at gå, hvis ikke du vælger at gå på erhvervsskole eller i gymnasial retning.
De unge kan på KUU vælge mellem fire forskellige erhvervsretninger, nemlig pædagogik og sundhed, de maritime og sorte fag, handel og service eller turisme, kultur og fritid.
- Og eleverne kommer ud i en praktik i hvert af de fire semestre, så de finder ud af, hvad de vil. Virksomhederne stiller heldigvis gerne op og hjælper os med at løse opgaven.
De fik nye mål
At KUU kan gøre en forskel for de unge har skolen flere eksempler på.
- Vores elever kommer med meget forskellige forudsætninger, og selv et lille skridt under "normale" omstændigheder, kan for vores elever være en milepæl.
Martin Poulsen nævner en elev, der ikke gennemførte KUU, da han undervejs fandt ud af at han ville være sømand.
- Han skrev en ansøgning, fik en anbefaling fra os, og startede på togt med skoleskibet Danmark, der netop er afsluttet. Et togt der yderligere har medført en læreplads hos et rederi i Esbjerg.
- En elev kunne ikke overskue en erhvervstræning på 14 dage, en time dagligt. Men et halvt år efter gik hun i gang med en fem ugers erhvervstræning, 37 timer ugentlig. Retningen blev fundet, og hun ved hvad hun skal efter KUU - nemlig på HF, og derefter pædagoguddannelsen.
Tid til at tale
Flere har oplevet sejre på skolen.
- Og endelig er der dem, der altid afbryder deres forløb, når der bliver stillet krav. De bliver hængende, fordi vi har tid til at tale med dem, og hjælpe med de problematikker, de slås med. Det kan være lægen der ikke har tid til at tale med dem. Kommunen der ikke lytter. Udfyldning af papirer til SU, boligstøtte, skattepapirer, og alle de andre træls papirer, der kræver, at man kan holde hovedet koldt.
Ud over at undervise eleverne, etablere skolen kontakt mede relevante medspillere så som gældsrådgivning, misbrugskonsulenter, uddannelsesmentorer, psykologisk rådgivning, og hvad der ellers skulle opstå behov for.
- Vi gør det udelukkende for, at vores elever kan gøre det, de er startet på KUU for: Nemlig at tage og gennemføre en uddannelse.
- Alt sammen muliggjort af et erhvervsliv, der i den grad har bakket op omkring vores bestræbelser på at skabe nogle gode rammer for vores elevers fremtidige liv.