Billede beskrivelse

Kunstudstilling i Mulighedernes huse

16 udstillere medvirker i det gamle Rugbrødsbageri og på det gamle kornloft

20. februar 2020 kl. 06.45

VRÅ: Søndag 1. marts inviterer Vrå igen til udstilling i Mulighedernes Huse, og denne gang bliver det større end nogensinde før.

- Vi er i år 16 udstillere, og der vil være noget at kigge på både i Rugbrødsbageriet og på det gamle kornloft i Uhrenholdts Gård, lyder det fra Lisbeth Gårdbo på vegne af arrangørerne.

Da Mulighedernes Huse for efterhånden mange år siden lavede udstilling i Vrå første gang, var kriteriet for at være med, at man skulle være bosiddende i Vrå eller nærmeste omegn. Det kriterium er vi lykkedes med rigtig længe, men selvom der stadig er mange dygtige og kreative sjæle i vor lille by, så har vi indset, at det også indimellem er nødvendigt med fornyelse. Derfor vil man i år kunne opleve udstillere fra så eksotiske steder som Sæby, Pandrup og Hjørring, og glæd jer, - de kan noget, som ikke tidligere er set i Vrå.

Fra Sæby kommer trædrejer Torben Madsen, og han kan blandt meget andet fremtrylle æbler i træ, så man næsten får lyst til at sætte tænderne i dem.

Fra Pandrup kommer Mette Hvidberg Hagen, som laver de helt fantastiske Vesterhawsnisser, og nu tænker en og anden måske, at det er lige lovlig tidligt med nisser, men jeg kan love jer, at Mettes nisser ikke kun er til jul. De er filtede og har skæg af lam, ulv, ræv, mårhund eller andre pelsdyr, og så står de støt og solidt på en fod af drivtømmer. Der er et utal af farver at vælge imellem, og de findes i stort set alle størrelser.

Fra Hjørring kommer Ulla Præstholm, som kan fremtrylle de mest fantastiske ting med et par strikkepinde. På plakaterne, som er ophængt rundt om i byen, kan I se et eksempel på, hvad hun laver.

Udover disse tre helt nye udstillere, har vi nogle, som har været med i mange år, nogle, som har været med i få år og nogle, som har været med engang, og som nu er med igen.

Også her spænder repertoiret bredt. Der vil kunne opleves fotografi, malerier, keramik, jernskulpturer, glas, stenskulpturer og smykker, og der vil være meget nyt at kigge på.

Som sædvanligt vil der dagen igennem fra 10 – 16 være mulighed for at hygge sig med en kop kaffe og et stykke blødt brød eller måske et glas vin eller en øl eller sodavand. Priserne vil være yderst rimelige, og der vil stå friske folk parate til at servicere hele dagen.

- Vi håber, at rigtig mange vil finde vej til Uhrenholdts Gård og Rugbrødsbageriet på denne allerførste forårsdag.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste