Kunstner underviste 4. klasser på kunstmuseet
4.P og 5.N fra Muldbjergskolen deltog i workshop med billedkunstner Cecilia Westerberg
HJØRRING: ’Alkymi’, ’Herbarium’ og ’Wunderkammer’. I sidste uge fik 4.P og 5.N fra Muldbjergskolen i Hjørring udvidet deres vokabularium med op til flere nye gloser, da de deltog i en workshop med billedkunstner Cecilia Westerberg. Workshoppen foregik på Vendsyssel Kunstmuseum, hvor Cecilia Westerberg lige nu er aktuel med sanseudstillingen ’Alkymistens Laboratorium’.
4.P og 5.N deltog i hver deres to-dages workshop. Dag ét foregik primært i ’Alkymistens Laboratorium’, hvor eleverne var opdagelsesrejsende i tid og rum. Cecilia Westerberg introducerede dem for de gamle alkymisters anstrengelser for at skabe guld; dette lykkedes dem ikke, til gengæld gjorde de andre store opdagelser undervejs, blandt andet indenfor medicin, fysik, kemi og astrologi. ”Guldet er måske målet for ens søgning, men alt det, man opdager undervejs i processen, er lige så vigtigt som målet” pointerede Cecilia Westerberg.
Også det at samle på noget, blev italesat og senere udtrykt kreativt, da eleverne gik i Skolestuen. Her byggede de deres egne kunstskabe – skabe som de skar ud af pap og inddelte i små rum. På dag to skabte eleverne indhold til deres kunstskabe. De fik til opgave at lade sig inspirere af udstillingens fire rum: ’Wunderkammeret’, ’Herbariet’, ’Farvelaboratoriet’ og ’Transformationsrummet’. Sara, Liva og Laurine fra 4.P var enige om, at dette var den sjoveste og hyggeligste del af workshoppen. De fyldte deres skabe med samlinger af nøgler, dyr, sten og farveglas. Laurine syntes dog også, at gruppeopgaverne i ’Alkymistens Laboratorium’ havde været sjove, blandt andet da de skulle kreere et fantasidyr i den store flipbog: ”Vi lavede en ’Aggernak’ – et dyr der bestod af dele fra et bæltedyr, en haj og en tohovedet ko!”.
Billedkunstlærer Jette Madsen, som ledsagede både 4.P og 5.N, var meget taknemmelig for det særlige tilbud, klasserne havde fået, og oplevede selve udstillingen som et eventyrunivers fyldt med fortællinger og magi.
’Alkymistens Laboratorium’ kan opleves på Vendsyssel Kunstmuseum til og med den 6. januar 2019.