Billede beskrivelse

Kunstner lagde grunden til et alt andet end blodfattigt maleri

13. maj 2024 kl. 20.00

HJØRRING: 140 dryp blod i en spand med maling, en stor svamp og et kæmpe lærred.

Det var remedierne, da kunstneren Henrik Busk Andersen fredag eftermiddag lagde grunden til et helt nyt og særligt maleri. Han har nemlig valgt at støtte op om den kampagne, som Hjørring Handel har søsat for få 1500 borgere til at melde sig som bloddonorer i Vendsyssel.

– Det her er ikke bare blod. Det er hjerteblod fra 140 mennesker, der har valgt, at de vil være med til at slå døden ihjel ved at give blod, sagde Henrik Busk Andersen.

Billede beskrivelse

- Det synes jeg er stort, og det siger en hel del om, hvad det er for nogle mennesker, der bor i den her kommune.

Han dyppede derefter den store svamp i spanden med den røde maling, og inden længe var det store lærred på 130 gange 180 helt blodrødt.

Ovenpå den røde bund skal et maleri - over de næste uger - vokse frem hjemme i kunstnerens attalier.

Tilskuerne så til, mens de nipper forsigtigt af vinen – rød selvfølgelig – i glassene.

140 mennesker har – helt bogstaveligt – bidraget til den blodrøde farve ved at lade sig prikke i fingerspidsen.

Billede beskrivelse

Bloddråberne har de dryppet ned i den spand med maling, Henrik Busk Andersen påførte det store lærred.

Chelina Bagger, ejer af galleriet &OS i Strømgade, havde svært ved at skjule, at hun var rørt.

- At 140 mennesker helt symbolsk har valgt at støtte op med et par dråber blod, er i sig selv stort, sagde hun.

– Men det, der virkelig rører mig er, at der er 140 menneskers DNA inklusiv mit eget, der nu danner en form for fællesskab der på lærredet.

Billede beskrivelse

Handels- og aktivitetschef, Rikke Ejsenhardt fra Hjørring Handel, var ligeledes godt tilfreds med den store interesse, kampagnen er blevet mødt med.

Men hun håber, at endnu flere vil melde sig som bloddonor. For der er akut brug for dem, understregede hun.

– Vi kender alle nogen der har haft brug for blod. Jeg har selv fået blod, da min søn blev født, og vi kommer ret sikkert alle sammen til at få brug for blod på et tidspunkt.

Der er fortsat masser af mulighed for at melde sig som bloddonor i blodbanken i Hjørring og dermed deltage i Hjørring Handels konkurrence. Her er der præmier for næsten 80.000 kroner på spil. Henrik Busk Andersens billede er hovedpræmien.

– Jeg håber, at flere af hverdagens helte vil træde til og hjælpe med at redde liv. Det er så vigtigt at huske, at når du donerer en portion blod, så redder du altså tre liv, sagde Rikke Ejsenhardt.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste