Kunsthistorie og kristendom i sognegården

11. februar 2018 kl. 09.19

Kunsthistorie og kristendom er emnet for et foredrag i Tornby-Vidstrup Sognegård

Sognepræst i Tornby-Vidstrup sogne Sara Dommerby Toft holder i morgen torsdag den 15. februar et billedforedrag om korsets/krucifiksets historie fra de tidligste kristne menigheder frem til i dag.

Korset var engang et forfærdeligt torturredskab. Men i dag er krucifikset så almindeligt, at vi ofte slet ikke ænser den groteske gru, som den korsfæstede menneskekrop udtrykker. Til at begynde med var krucifikserne billeder af den sejrende Kristus (man kender det fra Jellingestenen), men efterhånden blev Kristus-figurerne mere og mere lidende og blodige.

Med udgangspunkt i en beskrivelse af korsafbildninger fra den tidligste kristendom og frem til i dag, udfolder Sara Dommerby Toft hvilke konsekvenser det har for vores billede af Gud, at Gud viser sig for os som et skrøbeligt menneske, der knuses på et kors, men tre dage efter træder frem som dødens overvinder. Et spændende foredrag illustreret med nogle af de bedste billeder fra kunsthistorien.

Foredraget handler således om hvad det betyder for vores gudsbillede, at vi møder Gud som enten en sejrende konge eller som et lidende menneske på et kors.

Foredraget finder sted i morgen torsdag den 15. februar kl. 19.30 i sognegården i Tornby.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste