Kunst i Tornby-Vidstrup Sognegård
De næste par måneder kan man se en udstilling af kunstnerparret Hanne Ingeborg og Niels Anker Kristensen i Tornby-Vidstrup Sognegård, Nejstgårdvej 2, Tornby. Der udstilles nyere malerier, bronzefigurer og træhuse med guldtage.
Hanne Ingeborg Kristensen udstiller oliemalerier. Hun har en baggrund som billedkunstlærer og har undervist i mange år både i folkeskolen og ungdomsskolen.
Inspirationen til sine motiver henter Hanne Ingeborg fra hverdagen men ofte også fra rejser og bruger ofte fotografiet som oplæg til sine billeder. Hanne Ingeborg finder det udfordrende at bevæge sig fremad i processen fra det naturalistiske oplæg til det færdige billede.
Niels Anker Kristensen arbejder mest med træ og metal. Niels Anker finder glæde ved at fremstille ting - en glæde som han genkalder, når han ser tingene igen.
At lave en lille hylde af fyrretræ, at dreje en skål eller andet af en elmeknude eller finde formen på et hus med bladguld på taget fra et de mange forskellige træstykker, det er en tilfredsstillelse for Niels Anker. At lave smykker - flettet eller støbt i materialerne sølv og bronze har ført Niels Anker frem til at forme og støbe større figurer.
Det er vigtigt for Niels Anker, at han selv laver det hele fra ide til færdigt produkt. I den proces arbejder han med at fjerne det, han synes, der er overflødigt og prøver at finde frem til materialets enkle form. Man kan få yderligere oplysninger om kunstnerparret og deres kunst på hjemmesiden: http://colori.dk.
Ved ferniseringen forleden var der også musikalske indslag, idet Hanne Ingeborg Kristensen er med i "Visens Venner" i Hjørring. Hanne Ingeborgs sange blev akkompagneret af formanden for "Visens Venner" Fritz Tandrup, ligesom de også gav en duet.
Udstillingen kan ses i Tornby-Vidstrup Sognegård i forbindelse med møder og arrangementer i sognegården frem til ca. 1. oktober.