Kulturfrikadelletid - Sans for at…sanse!
Børn og voksne inviteres til på kultur og aftensmad på Vendsyssel Teater mandag 24. februar
HJØRRING: Frikadelle-Kaj glæder sig til at byde børn og deres voksne velkommen på Vendsyssel Teater mandag den 24. februar klokken 17 til 18.30
Kulturfrikadellen er et arrangement til børnefamilier, hvor man kombinerer en kulturel oplevelse med aftensmad. Hovedmålgruppen er børn i alderen 3 til 6 år og deres voksne, men søskende udenfor aldersgruppen er naturligvis også meget velkomne.
Skuespiller, kunst & kulturformidler Lina Franke Hedegård og børneteaterkoordinator Marie Laub von Lillienskjold vil sammen føre børn og voksne gennem sansernes verden.
- Vi skal lave lege som involverer de fem sanser – syn, hørelse, smag, følelse og lugtesansen.
Alle sanserne bliver også aktiveret, når vi traditionen tro slutter arrangementet af med en gang frikadeller, som denne gang bliver leveret af slagtemesteren fra Kvickly.
Billetterne koster 40 kroner per peron og kan købes på Hjørring Bibliotekerne eller på www.bibliotekerne.hjoerring.dk
Bag Kulturfrikadellen står fem af kommunens kulturinstitutioner:
Hjørring Bibliotek, Hjørring Musiske Skole, Vendsyssel Historiske Museum, Vendsyssel Kunstmuseum og Vendsyssel Teater.