Krumme-toget hentet med Falck
Lørdag sagde toget stop og passagererne måtte stige ud, inden de ankom til hovedbanegården på Springvandspladsen
28. oktober 2018 kl. 19.18
HJØRRING: Lørdag klokken 12.30 kunne Krummetoget ikke tøffe videre. Et eller andet satte en stopper for fremdriften, så Krumme måtte sige til passagererne, at de måtte stige ud, for køreturen sluttede her.
- Heldigvis var der ingen sure miner, for alle kunne godt se problemet.
Krumme ringede til Falck om assistance.
- Da jeg kom igennem på mobilen, er det en fra Falck Kolding der tager telefonen, fortæller Krumme med et smil.
"Hvad er problemet", spørger hun.
- Krummetoget vil ikke køre mere, siger jeg.
"Hvad mener du?"
- Det er et Krummetog vi har her i Hjørring, svarer jeg.
- Hun kender ikke noget til, at der kører et Krummetog i Hjørring, konstaterer Krumme.
"Er der hjul på", spørger hun.
- Så må jeg forklare hende, hvad det hele drejer sig om. Det er altså en sød dame jeg taler med. Hun synes, det var sjovt ,det jeg fortalte hende om Krummetoget. Enden på det hele blev, at hun selvfølgelig sendte en Falck-bil. Men der ville gå cirka halvanden time, inden de kunne være der.
Falck kom og toget blev kørt ud til Hjørring Skov & Have Center.
- Det er her de ved noget om Krummetoget. For øvrigt er det 27. november 1998, at Krummetoget første gang kom på sporet i Hjørrings gågader.