Krumme fik fint besøg i Remisen
TIRSDAG havde Krumme fint besøg af nogle søde børn og Hjørrings Borgmester Søren Smalbro (V) i Remisen i p-kælderen under Sct. Olai Plads. Børnene skulle prøve at sparke mål ved to gange Søren Smalbro, fortæller Krumme.
Krumme havde inviteret Lis og Klaus Bull Poulsen i Krummes remise. Lis og Klaus passer 10 børn i Privat Pasnings Ordning.
De havde kun fire børn at passe denne dag, men de små var glade ved at se borgmesteren og remisen.
Krumme synes, det er sejt, at byens borgmester ville give sig tid til at komme forbi.
- Borgmesteren var en slags Krumme i dag. Han fik en pose fra A-Z af Krumme, og så kunne børnene stikke hånden ned i posen og vælge tre ting af det, der var i posen, - ligesom Krumme gør om lørdagen i Krumme-toget. Der var selvfølgelig også vingummibamser, oplyser Krumme.
- Det er så fint, at vi har en borgmester, der er så børnevenlig - for det er han, påpeger Krumme.
Søren Smalbro har selv fem børn. Han fortalte, at da de var små, kørte de også med Krummetoget, og det var en stor oplevelse for dem.
- Det er altså bare skønt at være Krumme i Hjørring, understreger Krumme.