Kreativiteten blomstrer i drivhuset
Park og Vej bød indenfor på Grønnevold
HJØRRING: 1. juni inviterede Park og Vej i Hjørring Kommune alle interesserede til at se drivhusene og de mange sommerblomster på Materielgården på Grønnevold.
Anlægsgartner i Park og Vej, Helle Lodberg, anslår at omkring 300 borgere kiggede forbi.
- Det er noget vi holder, så folk kan få et indblik i, hvad det er vi går og laver, siger hun.
Samtidig kunne man se de blomsterkummer, der i denne tid køres ud til de fleste byer i kommunen, hvor de pynter på centrale steder.
Blandt gæsterne var der også forslag til, hvordan udsmykningen kunne ændres.
- Vi ser, hvad der kan lade sig gøre - så kan det være man får sit ønske opfyldt næste år, siger Helle Lodberg.