Billede beskrivelse

Kort før transferlukketid: Vendsyssel henter tysk midtbanespiller

Har lejet 24-årige Matti Steinmann frem til sommer - lejer samtidig Høvenhoff ud til Jammerbugt FC

01. februar 2019 kl. 16.44

HJØRRING: Vendsyssel FF har tilknyttet sin sjette forstærkning i dette transfervindue, da klubben har hentet den 24-årige tyske midtbanespiller Matti Steinmann til klubben.

Steinmann, der har fået det meste af sin fodboldopdragelse i den tyske traditionsklub Hamburger SV, er hentet til Danmarks nordligste egn på en lejeaftale, der løber indtil sommer.

- Matti er en rigtig dygtig teknisk og taktisk spiller, som er stærk i pasningsspillet, hvor har sine helt store kvaliteter. Han læser spillet godt og kan sætte spillet rigtig godt op, så vi glæder os til at følge ham i Superligaen, siger sportsdirektør Ole Nielsen.

Den unge tysker ser frem til at stifte bekendtskab med den danske Superliga.

- Jeg glæder mig til at prøve kræfter med ligaen. Jeg har et par venner, der allerede spiller i landet, og de har talt godt om niveauet. Desuden glæder jeg mig til at hjælpe klubben i den vigtige halvsæson, der venter forude, og gøre en god figur, så vi overlever i Superligaen, siger Matti Steinmann.

Steinmann har spillet tre kampe i 2. Bundesliga i denne sæson, og otte kampe i Bundesligaen i sæsonen 2017/2018. I alt har Matti Steinmann spillet 13 kampe for Hamburger SV’s bedste mandskab. Han kommer til at bære trøje nummer 5 for Vendsyssel FF.

Klubben har også forstærket sig med den 20-årige finske angriber Benjamin Källman.

Den unge angriber, der er ejet af FC Inter Turku i hjemlandet, har siden sommer været udlejet til skotske Dundee FC, kommer til Vendsyssel FF på en lejeaftale frem til sommer.

Samtidig har VFF lejet 28-årige Allan Høvenhoff ud til Jammerbugt FC, der kæmper om oprykning fra 2. division, hvor holdet er på tredjepladsen i Gruppe 1 inden forårssæsonen.

- Allan Høvenhoff har desværre været plaget af en genstridig skade, der holdte ham ude det meste af fteråret, og han har derfor ikke fået den mængde spilletid, han eller vi havde håbet på. I mellemtiden er konkurrencen på midtbanen blevet skærpet, og det ser ud til, at der er et stykke til spilletid for ham i foråret. Derfor har vi i fællesskab med Allan ledt efter en klub, hvor han kan få nogle minutter i benene, og det har vi fundet i Jammerbugt FC. Vi håber, at Allan får en masse gode kampe for Jammerbugt FC, så han kan fortsætte sin udvikling, mens han er udlejet. Vi ønsker Allan held og lykke, siger sportsdirektør Ole Nielsen.

Allan Høvenhoff kom til Vendsyssel FF i sommeren 2018, og nåede en enkelt kamp for klubben i efteråret, da han fik debut 5. december mod FC Nordsjælland i Sydbank Pokalen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste