Kontante skulderklap til B75

Fonde i gavehumør for at støtte op om udviklingen af en onlinesommerlejr for bordtennisfolket

12. juni 2020 kl. 11.43

KOMMUNEN: Coronapandemien lagt et stort pres på alle danske klubber.

Også B75, som blandt andet måtte se sin store internationale sommerlejr med deltagelse fra 50 forskellige nationer helt eller delvist aflyst.

Men kampen er ikke tabt før sidste bold er spillet og derfor har B75 med hjælp fra Spar Nord Fonden nu udviklet et online træningskoncept som et alternativ til den fysiske sommerlejr.

Spillere fra hele verden kan træne f.eks. derhjemme eller i deres klub, mens de får individuel coaching fra toptrænere fra hele verden.

- Vi er utroligt taknemmelige for, at Spar Nord Fonden har valgt at støtte vores projekt. Vi tror på, at det at tilbyde online træningsforløb året rundt kan blive en verdenssucces indenfor bordtennis, siger ansvarlig for sommerlejrene, Lars Rokkjær.

Præsentationen af de ambitiøse visioner og det nytænkende projekt foregik torsdag 11. juni og her var også de to fonde, der har muliggjort arbejdet, til stede.

Spar Nord Fonden donerede 130.000 kr. til udvikling og afvikling af online sommertræningslejr, og der blev ligeledes overrakt 50.000 kr. fra Hirtshals Sparekasse Gavefonden til IT-udstyr til teknologisk optimering af trænings- og stævneaktiviteter.

På trods af at B75 til dagligt holder til i Hirtshals og også har aktiviteter i Hjørring, så er visionen at udvikle bordtennissporten i Nordjylland.

- Vi vil sætte Hirtshals, Hjørring Kommune og hele Nordjylland på landkortet. Vores vision er at skabe en bæredygtig bordtennisklub, som både for herrer og damer kæmper med om guld i det danske mesterskab, samt spiller europæisk. Samtidig med at vi fortsat har en inkluderende og menneskelig klubkultur, hvor alle er velkomne; begyndere og professionelle, mænd og kvinder, ungdom og senior, parabordtennisspillere, m.fl.”, understreger formand for B75, Daniel Christensen.

Igangsættelse af onlinetræningslejr er næste skridt i visionen om at blive et verdensførende bordtennisakademi, som er internationalt anerkendt, ikke blot for den allerede populære internationale sommerlejr, men også de online træningsforløb.

- Udviklingen af det daglige træningsmiljø er et vigtigt område. Et konkret mål for os er, at der i 2025 bor 5 bordtennisspillere fra Top 100 i verden, i Hirtshals. Det vil tiltrække ambitiøse bordtennisspillere fra hele verden til Nordjylland, siger Daniel Christensen

Derudover arbejder B75 med forskellige projekter, der kan være med til at udvikle bordtennis i Nordjylland, såsom årlig afholdelse af skoleturnering.

B75 har i den kommende sæson et hold med i den bedste række for damer.

- Vi er stolte af, i samarbejde med vores gode samarbejdspartner, Halvorsminde Efterskole, at have etableret et talentfuldt hold med unge spillere. Ambitionen er til den kommende sæson at etablere sig i rækken, og allerede fra næste sæson at kæmpe med om medaljer, lyder det fra næstformand Thomas Krog.

I dag består B75’s ledelse af frivillige kræfter, og der er ansat en hovedtræner og flere eliteespillere. For at komme skridtet videre og kunne realisere visionerne, er der brug for en styrkelse af den sportslige, kommercielle og administrative ledelse.

- Under coronapandemien har vi udarbejdet en konkret business case for virkeliggørelsen af visionerne. Vi er allerede i dialog med spændende profiler for at styrke ledelsen. Dele af finansieringen af dette forventer vi at kunne dække ved øgede fysiske og online aktiviteter i vores akademi. Der er dog ingen tvivl om, at vi samtidig får brug for hjælp fra nordjyske erhvervsledere til for alvor at kickstarte vores projekt. Vi tilbyder et ambitiøst projekt, der bygger på foreningsfællesskab og på troen på, at intet er umuligt – heller ikke i Nordjylland, understreger klubbens formand Daniel Christensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste