Billede beskrivelse

Konkursbo viderefører drift af Din Hjemmepleje

02. maj 2017 kl. 14.48
Opdateret kl. 15.56

Godt 200 borgere i Hjørring Kommune modtager hjemmehjælp fra det nu konkursramte Din Hjemmepleje Aps. Hjørring Kommune har indgået aftale med konkursboet om, at konkursboet i første omgang viderefører driften.

- Hjørring Kommune har med beklagelse modtaget melding om, at Din Hjemmepleje ApS er gået konkurs, lyder det i en pressemeddelelse fra kommunen.

- Hjørring Kommune har indgået aftale med konkursboet om, at de i første omgang viderefører driften i forhold til afklaring af eventuelt salg af virksomheden.

Hjørring Kommune afventer nu konkursboets tilbagemelding på, om virksomheden sælges eller afvikles. Hvis virksomheden sælges, vil borgerne som udgangspunkt ikke blive berørt af konkursen. De vil fortsat modtage hjemmehjælp fra Din Hjemmepleje ApS.

Hvis konkursboet beslutter, at virksomheden skal afvikles, vil Hjørring Kommune sikre, at alle borgere, der bliver berørt af konkursen, fortsat får den fornødne hjemmehjælp.

Hvis Din Hjemmepleje ApS lukker, vil alle berørte borgere modtage et brev fra Hjørring Kommune med en nærmere orientering om situationen.

Hvis man som borger har spørgsmål vedr. hjemmehjælpen, skal man fortsat kontakte den valgte leverandør som vanligt.

Har man brug for yderligere oplysninger, er man velkommen til at kontakte Hjørring Kommune, Myndighedsfunktionen, på tlf. 7233 5502 eller 7233 5031 på hverdage kl. 9-15.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste