Billede beskrivelse

Konfirmandundervisning on-line: - Jeg beder dem af og til om at give thumbs up på skærmen

14. februar 2021 kl. 12.10

Godt nok er de yngste elever nu tilbage i skolen, men ellers er undervisningen blevet skiftet ud med skærmen. Det gælder også for konfirmandundervisningen. Den foregår ikke længere i sognegården, men online, på ”google meet”.

Det fortæller sognepræst Kenneth Berg, Løkken i forbindelse med meddelelsen om, at konfirmationen er udsat til den 11. september i Løkken Storpastorat. Kenneth Berg tiltrådte i Løkken i november, og han nåede kun lige at få hilst på sit konfirmandhold, før der blev lukket ned for fysisk undervisning.

- Det har fået mig til, som én der underviser online bare en enkelt gang om ugen, at tænke over hvordan det er at gå i skole online, siger præsten.

- Jeg synes selv, det har været fortrinligt at undervise online den smule jeg har gjort det. Multimediebaseret undervisning, det kommer pludselig helt naturligt, billeder og lyd. Men jeg havde nok forestillet mig, at det måtte være, jo, forfærdeligt for eleverne. Det er trods alt hele dagen, hver dag.

- Det er her konfirmanderne har belært mig om noget andet, siger han.

Det er ikke helt så enkelt. Det er i hvert fald muligt at give udtryk for, at det faktisk er bedre at blive undervist online end at skulle møde op.

- Dét overraskede mig, at man kunne have det sådan. Andre har det anderledes, de er faktisk trætte af computeren hele tiden. Men der er altså flere måder at opleve det på. Det er godt, ret opmuntrende. De laver alt muligt andet samtidig med. Alle lærere siger det - de siger det selv. Fred være med det.

- Jeg beder dem af og til om at give thumbs-up på skærmen: ”Vi er med!” Og det er de, den halvdel jeg kan se på skærmen i hvert fald.

Det er altså, i reglen, ganske hyggeligt. Lad os håbe det ikke varer for længe.

- Konfirmationen vil stadig foregå i kirken, dén er endnu ikke blevet tænkt som en online begivenhed. Vi har udsat den til den 11. september her i Løkken Pastorat, så har vi forhåbentlig lov til at mødes mange igen, siger Kenneth Berg.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste