Kommunen afsætter en mio. til at sætte skub i handelen
Normalt har Løkken Turistbureau travlt med at planlægge og lave aftaler for de arrangementer som Løkken.dk plejer at lave fra foråret og hele sommeren igennem. Det er blandt andet sommerens markedsdage med videre.
Men lige i år ser det anderledes ud.
Økonomiudvalget i Hjørring Kommune har besluttet at afsætte 1 mio. kr. til understøttelse af det lokale handelsliv i kommunens byer qua Coronakrisen. Beløbet er reserveret til en fælles markedsføringskampagne på tværs af byernes handelsliv med kommunens egne borgere som målgruppe.
- Vi har derfor en gylden mulighed for at skabe alternative aktiviteter i år. I den sammenhæng er løkken.dk i gang med at søge midler fra denne pulje, fortæller Amalie Andersen, fra Løkken Turistbureau og Løkken.dk.
- Vi kan endnu ikke sige, hvad disse aktiviteter indebærer, men de er på tegnebrættet. Vi er optimistiske over at få sat noget alternativt i gang inden længe. Formålet med kommunens interesse og hjælpende hånd er, at vi kan motivere borgere til at handle lokalt, således vi kommer godt start af, når Danmark bliver åbnet mere og mere.
Der planlægges desuden en filmkampagne med turister fra resten af landet som målgruppe og en pulje til understøttelse af events, der kan sætte gang i handelslivet i de enkelte byer.
Hjørring Kommune giver dermed en hjælpende hånd, så kommunens handelsliv kan komme stærkere ud på den anden side af Coronakrisen. Hjørring Kommune understøtter initiativer, som har fokus på at handle lokalt og gøre borgere i Hjørring Kommune bevidste om, at levedygtige lokale butikker sikrer et bæredygtigt og attraktivt bysamfund.
Kommunens bidrag til en fælles indsats sammen med handelslivet består desuden af Kommunens Taskforce, som er en samlet en gruppe af kommunes medarbejdere, der kan bistå handelsstandsforeningerne og handelslivet.
Taskforcet tilbyder hjælp i kraft af sparring og idéudvikling på events og lokale markedsføringstiltag. Gruppen består af Rasmus K. Bang, Bolette Falbe-Hansen, Mette Ring, Lisbeth Bilde og Leif Lund Jakobsen.
Der oprettes en pulje, som er delt i to: En fælles markedsføringskampagne for alle kommunens byer og handlende. Kommunens Taskforce koordinerer en fælles markedsføringskampagne. Kampagnen rettes mod borgere i Hjørring Kommune og løber i hele 2020. Forventet opstart primo juni.
Den anden er tilskud hvor Handelsstandsforeninger og andre repræsentanter for det lokale handelsliv kan søge tilskud til ekstraordinære lokale aktiviteter. Arrangør af aktiviteterne skal være flere butikker i fællesskab. Der opfordres til samarbejde med og inddragelse af lokale foreninger, klubber, erhvervsliv, kulturaktører o.l. o
Der er løbende ansøgning, så længe midlerne rækker. Økonomiudvalget behandler ansøgningerne på deres ordinære udvalgsmøder den 20. maj, 10. juni, 17. juni, 12. august, 19. august, 2. september, 9. september, 23. september, 30. september, 21. oktober, 4. november, 18. november og 9. december.
Der ansøges via online ansøgningsskema på www.hjoerring.dk/handllokalt senest en uge for kommende Økonomiudvalgsmøde.