Kom til forårsdans på Vendelbocentret
Igen i år inviterer Vendelbocentret til Forårsdans i centrets Aktivitetsstue. Invitationen gælder ikke kun beboerne og deres pårørende, men alle, der har lyst til en swingom i samvær med andre danseglade mennesker, er meget velkommen.
- Vi gentager succesen og går igen tilbage i tiden, hvor vi finder alt det gode dansevenlige musik frem fra 40 - 50 og 60’erne. Ligesom sidst bliver det Henrik Klitgaard, der spiller op til dansen, og hver gang kommer der et dansepar, og åbner ballet. Vi vil rigtig gerne, hvis der er flere, som har lyst til at komme og danse med os, siger centermedarbejder Isabel Borup.
Forårsdansen begynder tirsdag den 27. februar og fortsætter ugentligt frem til og med tirsdag den 24. april med undtagelse af tirsdag den 27. marts, hvor der er ferie. Der danses fra klokken 10.35 til 11.35. Tirsdag den 20. marts er der "Midtvejs afdansningsbal" med smørrebrød, snaps og god musik.
- Forårsdansen er for alle danseinteresserede og for dem, der måske blot har lyst til at lytte til ungdommens dansemusik. Også kørestolsbrugere, frivillige, pårørende og personale er meget velkommen, fortæller Isabel Borup.