Billede beskrivelse

Kom og hør om den svære ungdom

FOREDRAG: Knud Erik Larsen vil fortælle om sin ungdom ud fra selvbiografien Den svære ungdom

03. oktober 2020 kl. 12.21

SÆSING: Netværkscafeen i kirken i Kulturcenter Vendsyssel, får igen besøg af Knud Erik Larsen, som denne gang vil fortælle om sin ungdom ud fra bogen: ”Den svære ungdom”.

Knud Erik Larsen er født i Tårs i 1950 og opvokset i en arbejderfamilie ude på landet på Østervråkanten. Han er uddannet tømrer og debuterede som forfatter i 2018 med selvbiografien Fredenslund, hvori han beskriver sin komplicerede barndom i et hjem med mange børn og elendige sociale forhold. Den svære ungdom er en fortsættelse af ”Fredenslund.”

På grund af stor søgning sidste gang, vi havde besøg af Knud Erik Larsen på besøg i Netværkscaféen, laver vi to indholdsmæssigt identiske arrangementer - et formiddags, og et aftenarrangement, oplyser Britta Eckhardt fra Netværkscaféen.

Det første er onsdag 21. oktober fra klokken 10.30 og det næste er torsdag 12. november klokken 19.

Tilmelding skal ske til Britta Eckhardt eller Peter Klarskov.

- I Netværkscafeen er konceptet, sang og musik og samtale ved bordene under serveringen, så vi holder den afstand, der skal til, og derfor er deltagerantallet begrænset hver gang.

- Der vil blive sluttet af med en kort andagt.

Om foredraget med Knud Erik Larsen og ”Den svære ungdom” skriver arrangørerne følgende:

Knud er nu flyttet hjemmefra og er havnet på en stor herregård ved Strandby, nær Frederikshavn, hvor hans bedstefar er fodermester. Inderst inde ved Knud godt, at han ikke har en fremtid som landmand, men vil noget helt andet. Men det er ikke så ligetil at slippe ud af det gamle mønster om, at arbejderbørn skulle ud at tjene som karle på en gård lige efter endt skoletid. Især ikke når vejen væk fra landbruget er overstrøet med mange forhindringer. Vi følger Knud i hans mange bestræbelser for at overvinde disse forhindringer, de mange svære valg, han måtte træffe, den første forelskelse, den altopædende fortvivlelse, hans følsomme og trodsige sind og de mange selvbebrejdelser, der fulgte ham som en skygge. En forkert beslutning var nær ved at bringe ham på randen af et totalt kollaps. Vi følger Knuds svære periode som teenager, som han egentlig ikke vidste, hvad var, eller havde hørt om. Mange smertelige daglige ting måtte han bitterligt bide i sig, endskønt det var ham så inderligt imod. Men Knuds vilje forblev intakt, og det var et solidt fundament.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste