Koldeste nat i mange år: 20 graders frost
Tocifrede minusgrader i Nordjylland natten til fredag
NORDJYLLAND: Har du frosset i nat, er det ikke så mærkeligt.
Denne nat har været den hidtil koldeste i næsten et årti. Fredag morgen kl. 06 blev der målt 20,6 graders frost på DMI's målestation nær Horsens.
Også Nordjylland har natten til fredag oplevet bidende kulde med to-cifrede minusgrader flere steder i landsdelen.
På DMI's målestation i Tylstrup blev der fredag kl. 03.40 målt 14,5 graders frost. Det var den laveste temperatur, DMI har målt i Nordjylland denne nat.
Der kan dog sagtens være blevet målt endnu koldere temperaturer i landsdelen, da DMI'sa kun har et vist antal målestationer i Nordjylland.
Kulderekorden er dog de 20,6 graders frost målt i Horsens. Ikke siden 2012 er der målt så lave temperaturer i Danmark, ifølge TV2 News.
Er du træt af bidende kulde, er der trøst at hente i DMI' vejmelding for resten af fredagen. Temperaturen stiger nemlig til op i nærheden af frysepunktet i løbet af eftermiddagen.