Billede beskrivelse

Kokkelandsholdet og Tjenerlandsholdet går sammen

Det skal effektivisere administration, fundraising, kommunikation og styrke den fremtidige rekruttering til både kokke- og tjenerfagene.

02. maj 2019 kl. 09.16

HJØRRING: Kokkelandsholdet og Tjenerlandsholdet er gået sammen dog således, at begge brands fortsætter. Det skal effektivisere administration, fundraising, kommunikation og styrke den fremtidige rekruttering til både kokke- og tjenerfagene.

- Kokkene kan lave nok så god mad, men hvad hjælper det, hvis der ikke er nogle til kompetent at sørge for servering og præsentation af maden på landets restauranter. Derfor giver det god mening, at Tjenerlandsholdet kommer ind under den paraply, der indtil videre inkluderer Kokkelandsholdets tre landshold (Kokkelandsholdet, Juniorlandsholdet og Cateringlandsholdet), siger Uffe Nielsen, der er formand for Kokkelandsholdet og Kokkeforeningen Danmark.

Uffe Nielsen er også restauratør i Hjørring, blandt andet driver han ”Hos Uffe” på Vendsyssel Teater.

Det nye samarbejde betyder helt konkret, at Kokkelandsholdets CEO Morten Juul Andersen og hans stab overtager al administration af Tjenerlandholdet på samme måde som man i forvejen driver de tre Kokkelandshold.

- Det koster penge at drive et landshold, men går flere hold sammen under samme paraply, er der en række synergier blandt andet på sponsorområdet, administration mv., og det er en af årsagerne til det nye samarbejde, siger Uffe Nielsen.

De danske tjenere gør - i lighed med kokkene - en særdeles god figur internationalt i disse år. Så sent som i weekenden hentede de unge danske tjenere guld og de unge danske kokke bronze ved Nordic Championship for Cook and Waiter Apprentices i Stockholm.

- Vi skal bruge samarbejdet til at øge kendskabet til kokke- og tjenerfaget som to fag, der har uanede muligheder, og hvor man faktisk ikke behøver at tage en gymnasial uddannelse for at komme ind og få et spændende job med uanede muligheder for ansættelse i ind- og udland. Der er så stor mangel på unge i begge fag, at man er garanteret ansættelse efter læretiden, hvis man ellers har passet sine ting, fortæller Heine Rene Egelund fra Tjenerlandsholdet.

Samarbejdet betyder blandt andet, at Tjenerlandsholdet skal deltage i det første OL for tjenere. Det afvikles i Stuttgart til februar - sammen med OL for Kokkelandshold. Det er iøvrigt Kokkelandsholdet, der har fået et internationalt OL for Tjenerlandshold på programmet ved OL for Kokkelandshold.

- De to ting hænger så tæt sammen, at det er naturligt, at vi også får fundet de bedste tjenere ved samme arrangement. Det har arrangørerne i Tyskland taget til sig, og det er vi selvfølgeligt rigtigt glade for, siger Heine Rene Egelund og Uffe Nielsen samstemmende.

Kokkelandsholdet og Tjenerlandsholdet har allerede taget hul på det nye samarbejde.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste