Klubmesterskabet er afgjort i Hirtshals Golfklub
I weekenden blev der spillet om klubmesterskabet i Hirtshals Golfklub.
Vejret var fantastisk og vores bane dejlig grøn og med jævne og super hurtige greens. Tak til banepersonalet for en god forberedelse af banen til denne weekend.
Som bekendt lyder ordsproget - uden mad og drikke.......osv. - det var der selvfølgelig taget højde for med Gustaf i pølsevognen og med Vivi`s traditionsrige bagværk. Ingen gik sultne hjem i denne dejlige weekend.
Der blev lavet mange fine scores i alle rækker. Kampen om de to attraktive private parkeringspladser i dame- og herrerækken blev specielt hos herrerne spændende. Kampen i toppen stod mellem Jon Magnussen og den forsvarende mester Chris Poulsen. Efter 36 huller lørdag og 17 huller søndag var der kun 1 slag mellem de to, henholdsvis 228 og 227 slag.
Kampen blev afgjort på sidste hul og Chris Poulsen forsvarede sin parkeringsplads og blev klubmester 2018.
Susanne Sørensen spillede mod Bente Rishøj Jensen og forsvarede også sin parkeringsplads ved at vinde med 7 slag.
Dagen sluttede med kåring af alle klubmestre samt 2. og 3. pladser.