Billede beskrivelse

Klogere på krigsminderne: På søndag er der omvisning i områdets bunker-anlæg

Søndag 6. juni er der omvisninger i de nordjyske bunker-anlæg - også i Løkken, Hirtshals og Hjørring

04. juni 2021 kl. 09.01
Opdateret kl. 09.39

I slutningen af maj og begyndelsen af juni hvert år markeres den fælles europæiske historie, som bunkerne fra 2. Verdenskrigs tyske forsvarslinje ”Atlantvolden” ligger som markante symboler på. Det gøres med afholdelse af ”European Bunker Day” ved en række bunkermuseer i Europa.

Dagen holdes i såvel Frankrig, Belgien, Holland, Tyskland, Kanaløerne, Norge som i Danmark. I alle disse lande blev tusindvis af jernarmerede betonbunkere bygget som en del Atlantvolden, og netop i Danmark finder European Bunker Day sted søndag den 6. juni. På netop denne dato er det 77 år siden D-dag, hvor de allierede tropper gik i land ved Normandiet og brød igennem Atlantvolden, der ellers var bygget til at kunne modstå alt. Det havde den tyske propaganda i hvert fald fortalt. Alligevel blev D-dag en del af begyndelsen på enden af den tyske besættelse af Europa og af 2. Verdenskrig.

På European Bunker Day kan du udforske bunkerne og Atlantvoldens historie i Nordjylland gennem en tæt pakket program, der indeholder en række omvisninger:

Dagen indledes klokken 10 med en omvisning på Bunkermuseet Hirtshals og efterfølges allerede klokken 13, af en guidet rundt ved Bangsbo Fort Bunkermuseum i Frederikshavn.

Klokken 14 står en guide klar ved Løkken Kirke, hvorfra han vil vise rundt og fortælle om besættelsen og bunkeranlæggene i Løkken.

Samtidig – klokken 14 – kan du komme med en tur rundt i de ellers aflåste og utilgængelige bunkere omkring Bunkermuseum Hanstholm, og klokken 17 står en guide klar ved Skagen Sydstrand Camping ved Ålbæk til at tage interesserede med på en omvisning i Batteri Bunken Skov. Dagen rundes af med en omvisning i Skibsbylejeren i Hjørring, hvor en guide står klar på p-pladsen overfor Politihundeforeningens Klubhus på Ulvkærvej 113 klokken 19. Sidstnævnte tur kræver tilmelding til bunkergruppen@vhm.dk.

Omviserne glæder sig til at tage imod en masse historieinteresserede gæster ved de forskellige arrangementer, husk blot mundbind, til de steder hvor man skal inden døre, corona-pas og godt humør.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste