Klar til prøver på Vendelbohus
revyholdet fyldte mandag Vendelbohus med god energi og højt humør. Og ankomsten i huset blev traditionen tro markeret med kaffe, kage, bjæsk og portvin. De næste måneder vil revy-folkene skabe masser af liv og glæde i det stolte gamle hus i midtbyen. Og frem til premieren 10. juni står der prøver på programmet.
Revyholdet 2017 består af Lisbeth Gajhede, Pernille Sørensen, Nikolaj Bjørn-Andersen, Karsten Jansfort og Tom Jensen - Tom Jensen er også instruktør.
Titlen på årets revy er: Hva’ ka’ der gå galt? Og foreløbig er der ikke gået noget galt, forsikrer Tom Jensen samt revydirektør og kapelmester Henrik "Baloo" Andersen. Tværtimod.
- Vi skal glæde os til en revy, med en masse nyt - som stadig er fyldt med galskab, poesi og musik. I år går vi - mere end sidste år - efter grinet, fortæller Henrik Baloo Andersen.
- Vi går efter sjove numre, der kan få salen til at vælte af grin nogle gange. Et ønske fra os alle sammen er at underholde, og vi har på nuværende tidspunkt rigtig mange sjove numre, tilføjer han.
Revyen har i år haft tilknyttet et forfatterteam, der også har haft bundne opgaver.
- Og det betyder, at vi på nuværende tidspunkt er rigtig godt med. De store numre har vi på plads allerede nu, og det er en stor fordel i forhold til tidligere år. Nu kan vi gå og finpudse numrene. Og faktisk har vi i år en uge mere i Hjørring, end vi plejer at have, så det er rigtig fint. Vi er godt med på mange fronter, siger Henrik og skynder sig at tilføjer:
- Indtil andet er bevist.
Måske netop med tanke på hva’ der ka’ gå galt.
Tom Jensen er for andet år i træk instruktør på revyen. Og har han mon styr på det?
- Revy har man jo aldrig rigtig styr på - det har man først, når man står til premieren, smiler han uden antydning af stress i stemmen.
- Når man har gjort det mange gang, kender man processen. Vi har jo ikke noget produkt endnu - men vi har 90 procent af materialet, tilføjer instruktøren.
- Der kan selvfølgelig godt ske udskiftning, hvis der pludselig kommer et genialt nummer. Men vi har arbejdet med stoffet i København i tre uger, så vi er langt.
En af de fem skuespillere på scenen er Pernille Sørensen, der er ny i revysammenhæng på Vendelbohus. Og hun glæder sig til opgaven.
- Jeg glæder mig rigtig meget til at være sammen med folk heroppe. Jeg kan mærke, at revyen er lokalt forankret og har mange venner. Jeg kan mærke, at revyen betyder noget for lokalsamfundet, det er spændende og på en måde bevægende at være en del af.
Pernille Sørensen tilføjer, at hun glæder sig til at arbejde samme med holdet - og ikke mindst med Baloo.
- Det har jeg faktisk ønsket mig i mange år. Han skriver noget helt fantastisk musik - så det bliver en stor glæde.