Nu åbner Kirkens Korshær i Hirtshals i nye lokaler
HIRTSHALS: Det var helt nye butikslokaler på cirka 300 kvadratmeter, der blev åbnet denne fredag.
Kirkens Korshær var blevet færdige med at flytte forretningen fra Nørregade til de nye lokaler i den gamle Nordjyske Bank i Jørgen Fibigers Gade.
Der var mange, som ventede udenfor butikken, da dørene blev slået op klokken 12 denne fredag. Personalet var mødt talstærkt op og hjalp kunderne med at finde varerne i den nye butik.
Kunderne var klar til at købe stort ind. Den første handel stod Helle Hammerstrøm for, da hun solgte en stor 3-personers lædersofa, som blev kørt ud af butikken med det samme.
Genbrugslederen, Anders Pedersen, kom en time senere for at byde kunderne og de ansatte velkommen i de nye lokaler i Hirtshals.