Kielgasterne underholder på Odden
På Herregården Odden i Mygdal sker der sommeren igennem en masse spændende ting. Foruden udstillingerne af Victor Petersens Willumsen-samling er der også arrangeret aftener med mad, kunst og musik i juli og august.
Men allerede onsdag den 27. juni er der musik på Herregården Odden. Det er den populære harmonikagruppe Kielgasterne fra Hirtshals, der underholder med spil og sang fra klokken 19.30 i den smukke borggård.
Kielgasterne er en harmonikaklub, som blev startet i 1990. Repertoiret er dansemusik fra de sidste hundrede år. Traditionel dansk spillemandsmusik, jazz, rock, latinamerikanske rytmer og slagere. Alt sammen lige til at lytte eller danse til. Besætningen er fire harmonikaer, to guitarer, banjo, bas og trommer.
Det bliver en stemningsfuld oplevelse med god musik udendørs i den gamle borggård. I tilfælde af dårligt vejr afholdes koncerten i Hestestalden.
Der er en mindre entre til arrangementet, hvor der også er salg af øl, vin og vand.