Kids-volley i Sindal
10 klubber fra det nordjyske deltog med 34 hold
SINDAL: Lørdag den 2. november blev der holdt det første kids-volley stævne i Sindal. 10 klubber fra Nordjylland med 34 hold i 8 niveauer kæmpede om præmierne. Kids- og teen-volley er for børn og unge fra 0. – 9. klasse. Spillet er tilpasset børn og unge, så der spilles på badmintonbaner og med lettere bolde. Spillet er opbygget, så teknikkerne introduceres gradvist.
Lørdag formiddag kl. 10 gik de første kampe i gang. Om formiddagen var det level 0, 1 og 2 der spillede og efter frokost rykkede level 3 og teen-holdene ind.
Sindal ungdoms-volley klarede sig rigtig godt til stævnet. I level 2, hvor der er fokus på baggerslaget, var der tilmeldt 9 hold. Sindals hold fik en flot 3. plads, på trods af, at 3 ud af 4 børn på holdet deltog i deres allerførste stævne.
I level 3 er alle volley-teknikkerne introduceret, men for at tage tempoet lidt ud af spillet, skal bolden spilles 3 gange på hver siden af nettet. I level 3 var der tilmeldt 6 hold, og Sindal fik en flot 3. plads.
I teen-rækkerne blev det til en sølvmedalje i Teen 1 og til en bronze medalje i Teen 2.
- Så da dagen var til ende kunne vi være mere end stolte – 4 hold fra Sindal deltog i stævnet og alle 4 hold fik en medalje med hjem, lyder det fra den lokale klub.