En ny teatersæson blev markeret med ophængning af  det store bannere på facaden ved Vendelbohus. Leder Anette Dige Ovesen og Inger Bjørn, der er frivillige hjælper i Teaterbutikken, klarede opgaven. Foto: Creative Photo
Livet her

Kendisser og teatertosser: Hjørring Teater hejser banner for ny sæson

15. juni 2022 kl. 06:12

HJØRRING: En række kendte skuespillere indtager scenen på Vendelbohus, når Hjørring Teater til efteråret blænder op for sæson 2022-23. Og der er hele 16 forestillinger at vælge mellem i programmet for efteråret og foråret.

- Det er dejligt, at vi kan få de store forestillinger og de kendte skuespillere ud til vores lokalområde. Hos os kan man både få en god fællesskabs-oplevelse og blive stimuleret med tænkestykker, få morskab og grine lidt sammen, siger leder på Hjørring Teater, Anette Dige Ovesen.

Hun overtog lederollen ved årsskiftet og har derfor ikke været med til at udvælge forestillingerne til den kommende sæson. Men hun konstaterer, at der venter et stærkt og varieret program.

Forestillingerne har været i forsalg hos teaterforeningens medlemmer, og nu er billetterne udbudt i frit salg. Det blev markeret fredag, hvor det store banner blev sendt til vejrs på Vendelbohus-facaden.

Færdigt arbejde - og klar til en ny sprød teatersæson på Vendelbohus.

Musik, drama og humor

Blinkende Lygter med blandt andre Gordon Kennedy samt Sommer i Tyrol med Karsten Jansfort, Søren Hauch-Fausbøll og Troels Malling står på programmet.

Der venter også en musikalsk julekomedie, en Halfdan Rasmussen-cabaret, en hyldest-forestilling til Billy Joel og en humoristisk og dramatisk operaforestilling, hvor publikum kan få opfyldt de hedeste operaønsker med fire kongelige operasangere på scenen. I den musikalske boldgade venter også Grethe Ingmanns liv på godt og ondt skildret i en musikforestilling fortolket af Trine Pallesen.

Livet er en morgengave med Jesper Asholt venter publikum i februar 2023.

Desuden kan det yngste publikum se frem til familieforestillingen Robin Hood i foråret - en forestilling som kommunens 2. og 4. klasser får mulighed for at se.

Sæsonen indledes i september med Den poetiske raptus, der markere 300-året for dansk teater, og her præsenteres publikum for Holberg, teatertosser og kulturpolitik.

Sæsonen indledes med Den Poetiske Raptus 28. september på Vendelbohus.

Det Kongelige Teater gæster Vendelbohus med to forestillinger i efteråret. ”København” tager afsæt i videnskab, fysisk og politik, ansvar og skyld, og i forestillingen ”Et tysk liv” går Kirsten Olesen alene på scenen som Goebbels sekretær.

Pauser og fællesskab

Anette Dige Ovesen håber, at teatergæsterne vil mødes inden forestillingerne for at hygge sig og snakke med hinanden i foyeren.

- Måske har de også lyst til at blive lidt efter forestillingen. Vi har brug for fællesskabet - især her efter corona-nedlukningerne.

- Hovedparten af forestillingerne har også indlagt en pause, så der bliver mulighed for at møde hinanden. Forestillingerne ”Eks-mænd” med Niels Ellegaard og Henrik Lykkegaard har ingen pause, men her vil der blive en snak med skuespillerne efterfølgende.

Anette Dige Ovesen fremhæver den stemningsfyldte gamle sal på Vendelbohus, hvor teaterforeningen har sin hjemmebane.

- Og salen er ikke alene populær hos publikum. Skuespillerne melder også tilbage, at salen er fantastisk at optræde i. Den giver mulighed for en god dynamik mellem skuespillerne og publikum.

- Og i den nye sæson har vi faktisk hele fire forestillinger, hvor publikum sidder omkring café-borde - det gør oplevelsen hyggeligere.

Nye fordele til medlemmer

I år har Hjørring Teater gjort det ekstra attraktivt at være abonnent.

- Når man er medlem, skal man booke mindst tre forestillinger. Men op til 48 timer inden forestillingen kan du ringe og bytte billetter til en anden forestilling i sæsonen. Så hvis man skal til 50 års fødselsdag, kan man nu selv få fornøjelsen af billetterne til et andet stykke i sæsonen. Som noget nyt sparer man 75 kroner per stykke, når man har et personligt medlemsskab til 100 kroner, og så er det hurtigt tjent ind, tilføjer Anette Dige Ovesen.

- Og man må altså gerne både ringe og maile til os om billetkøb, understreger Anette Dige Ovesen, der glæder sig over, at en store skare frivillige er med til at løfte opgaverne i teaterforeningen.

Læs mere på: www.teaterbutikken.dk

Annonceret indhold

Nyeste