Kender du disse ruter?: Her kan du lufte din mountain-bike
Vendsyssel er ideel til aktiv cykelferie eller en dagsudflugt med den tohjulede. Her findes både ruter til en hyggetur og til de mere rutinerede, der vægter det udfordrende terræn i skoven på mountainbike.
De forskellige mountainbikespor byder på en lang række variationer og udfordringer for dem, der vil afprøve sig selv og opleve adrenalinet suse igennem kroppen.
Udover de afmærkede mountainbikeruter, er det tilladt at cykle på stier og veje i de danske skove. For ikke at ødelægge skoven og dens fortidsminder, må der normalt ikke cykles i skovbunden og ned af skrænter eller på stendiger, og der skal vises hensyn til andre skovgæster og til skovens dyr.
I Tornby Klitplantage er der en flot og naturskøn singletrack-rute, der går gennem et område med søer, klitter og høje træer på en 13 km lang strækning. Sporet er klassificeret som en blå rute med røde og sorte sløjfer. Ruten har en højdemeter på 180 og går konstant op og ned. Den er udfordrende og underholdende, og undervejs kan Skagerrak skimtes. På den sorte sløjfe er der steder med drop, trapper, sandgrave og eksplosive stigninger, en udfordring for de trænede.
Udenfor dyreindhegningen i Slotved Skov ved Sindal er der sidste år anlagt et singletrack-spor på et 15 hektar stort område. Sporet er opbygget som en ”grusvej” gennem det naturskønne område med varierende stigninger. Sporet er på 5,7 km, hvor de 5 km er en blå rute, hvorpå der er sorte og røde sløjfer. Den sorte sløjfe, Grævlingesporet, er levested for en større bestand af grævlinge, hvorfor denne del af sporet kun må benyttes fra solopgang til solnedgang. Sporet indbyder til høje hastigheder, og i takt med hastigheden øges stiger kravet til de køretekniske færdigheder.
Farverne på ruterne kendetegner sværhedsgraden, hvor grøn er meget let, blå er let for ryttere med grundlæggende færdigheder, rød er middel for den øvede rytter, sort er svær for eksperten, og orange er ekstrem for ryttere, der har sikkerhedsudstyret i orden.
Sporene i Tornby Klitplantage og Slotved Skov er etableret af Cykle Clubben Hjørring i samarbejde med Naturstyrelsen. Det er cykelklubben, der er ansvarlig for vedligeholdelsen af sporene.
Foruden mountainbikeruterne i Tornby Klitplantage og Slotved Skov er der også en rute i Katsig Bakker ved Sindal. Ruten her er udfordrende med mange stejle op- og nedkørsler og er mest beregnet for den øvede mountainbikerytter. Også i Bagterp Plantage i Hjørring og Blokhus Klitplantage er der naturskønne mountainbikeruter.