Kæmpe opsætning af Romeo og Julie i Hjørring

DRAMA: Med 12 medvirkende på scenen og 12 nykomponerede musiknumre undervejs er Romeo og Julie Vendsyssel Teaters hidtil største forestilling.

05. oktober 2020 kl. 19.36

Mange mødte hinanden for første gang. Nogle havde optrådt på Vendsyssel Teater mange gange før. Nogle havde været forbi enkelte gange, og andre var helt nye. Det er en ganske særlig dag, når der er prøvestart på en ny forestilling. Luften sitrer af spænding. Alle skal høre hinanden læse teksten for første gang, og denne gang skulle man så samtidig høre den helt nykomponerede musik.

Jazzlegenden Benjamin Koppel har komponeret 12 numre til Romeo og Julie, og de synges gennem forestillingen af sangeren Molly Koppel, der optræder som musisk bindeled og udvidelse i sin karakter som dødsengel. Numrene er indspillet og udgivet på bandt andet en cd, der netop er sendt på gaden.

Lue Støvelbæk, der senest medvirkede som munk i ”Stormene” har fået rollen som Romeo, og han spiller overfor Luise Kirsten Skov, der er Julie. Romeo og Julie er Shakespeares måske allermest kendte og elskede kærlighedsdrama om ung lidenskab og ilter hævn. De to unge tilhører hver sin familie, der bekæmper hinanden, men Romeo og Julie er forelskede og trodser stridighederne.

Det er instruktøren Rune David Grue der både har bearbejdet og instruerer forestillingen, der blandt andet byder på gensyn med Lone Rødbroe, der tidligere har haft en lang række roller på Vendsyssel Teater, og med Nicklas Søderberg Lundstrøm, der i sidste sæson spillede med i ”Tæt tåge”. Fra den faste skare medvirker også Hans Holtegaard og Jørgen Bing, som i øvrigt blev Reumert nomineret for sin ”Polonius”, da Vendsyssel Teater tidligere opsatte ”Hamlet”.

Til den første prøve i teatrets prøvesal, havde alle lejlighed til at høre Shakespeares smukke og betagende ord, og der var, som der er tradition for på teatret, en rose til alle, der for første gang medvirker i en af teatrets opsætninger.

- Dette er virkelig en forestilling, vi har glædet os til. Det er altid spændende, når der er prøvestart, men denne gang var der lidt ekstra spænding på, med så stor en produktion, ny musik og så mange nye ansigter. Forestillingen har været undervejs rigtigt længe. Vi er godt forberedte, og publikum har i den grad noget at glæde sig til, siger teatrets direktør Lars Sennels.

”Romeo og Julie” har premiere 19. november og spiller indtil jul.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste