Kæmpe nedtur: Vendsyssel FF rykker ud af Superligaen

Lyngby slog til på et par grove nordjyske forsvarsfejl og rykker dermed op i det fine selskab

03. juni 2019 kl. 10.14

HJØRRING: Vendsyssel FF har det meste af debutsæsonen i Superligaen lignet et hold, der var solidt nok til at overleve. Sådan gik det ikke. Søndag eftermiddag fik vendelboerne udstedt en returbillet til 1. division.

Lyngby, der var sluttet på tredjepladsen i den næstbedste række, fulgte 2-1-sejren fra den første kamp op med 2-2 i Hjørring, og dermed rykker de i stedet op i Superligaen.

Vendsyssel kom bagud allerede efter 10 minutters spil af søndagens returkamp, da Mikkel Frankoch tøvede for meget med bolden, så Martin Ørnskov kunne komme imellem og tackle bolden til en friløber til Jeppe Kjær. Den lille Lyngby-angriber var iskold og bragte gæsterne foran 1-0.

Siden havde hjemmeholdet svært ved at åbne op for Lyngbys defensiv og skabe åbne chancer. Al-Hadji Kamara var tæt på i et par omgange, men enten gled han eller også fik han ikke ordentligt ram på bolden.

I pausen sadlede Vendsyssel om til et mere offensivt udtryk med kun tre i bagkæden, og Benjamin Källman var tæt på at udligne på et overstød i det 51. minut, som tog overliggeren.

I stedet slog Lyngby minuttet senere til efter en ny defensiv fejl. Denne gang af Søren Henriksen, der ellers havde spillet en fremragende kamp. Den blokerede aflevering endte hos Adnan Mohammad, der flot sendte 2-0 ind i det lange hjørne.

Nu skulle Vendsyssel score fire gange for at vinde sammenlagt, og det var en umulig opgave. Jon Thorsteinsson fik ellers reduceret til 2-1 på et straffespark, han selv fremtvang, og fem minutter før tid udlignede Tiémoko Konaté på et flot spark fra distancen. Men derved blev det.

Fyringen af Jens Berthel Askou som cheftræner før de to kampe mod Lyngby gav altså ikke pote for Vendsyssel FF’s ledelse. Den midlertidige afløser, Peter Enevoldsen, kunne ikke løse opgaven.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste