Kæmpe genbrugssalg i Blå Kors
Blå Kors Genbrug har nu haft forretning i Bindslev i 22 år, og det skal fejres. Det bliver det med et kæmpe fødselsdagssalg fra onsdag den 25. oktober til og med tirsdag den 31. oktober, hvor der er 50 procent rabat på alt næsten. For på det i forvejen meget billige tøj gives der ikke yderligere rabat.
- Vores lager bugner af gode ting og sager. Nu kan folk virkelig gøre et et kup, hvis de kommer og besøger os. Det er nu, der er en enestående chance for at finde billige julegaver af høj kvalitet til næsten foræringspris, fortæller lederen af Blå Kors Genbrug Musse Kristiansen.
I de første 13 år lå Blå Kors butikken på Nørrebro, men flyttede i 2008 til den tidligere møbelforretning på Sønderbro, hvor Blå Kors Genbrug i dag har en 1300 kvadratmeter stor forretning, der handler med alt lige fra små nipsgenstande til store fine møbler. De 50 frivillige hjælpere ved alt om, hvad der er på hylderne af bøger, tøj, elektronik, legetøj, nips, porcelæn, møbler, isenkram med mere, og de er klar med råd og vejledning til de mange, der hver dag besøger forretningen.
- Selvom der er mange genbrugsbutikker andre steder, så går det godt her i butikken. Vi har omsætningsfremgang hver eneste måned. Sidste år var fremgangen på hele 20 procent, og det er vi meget taknemmelige for, da hver eneste tjente krone går til Blå Kors store hjælpearbejde blandt misbrugere, siger Musse Kristiansen.
Alt hvad der afleveres i butikken bliver gjort klar til genbrugssalg. Tingene bliver sorteres, tøjet vasket, elektronikken efterset og i det hele taget bliver alt kontrolleret, inden det sættes til salg. Den elektronik, der ikke kan istandsættes, bliver yderligere adskilt, inden det videresælges til en produkthandel. Og tøj, der ikke kan sælges, bliver sendt videre til Blå Kors Danmark, som sælger det til udlandet. På denne måde bliver hver eneste stump udnyttet til gavn for Blå Kors sociale arbejde.
- Vi er så glade for vores mange frivillige. Det er helt fantastisk, at vi har 50, der er villige til at gøre en indsats for Blå Kors. Selvom vi er mange, så kan vi altid bruge flere, for der er altid 3 - 4 på arbejde, og med en daglig åbningstid fra 10 - 17 og om lørdagen fra 10 - 13, er der brug for mange frivillige hænder, udtaler Musse Kristiansen.
Foruden de frivillige, der er i forretningen, er der også en stor kørselsafdeling, der henter og bringer større genstande som eksempelvis møbler.
Formålet med Blå Kors Genbrug i Bindslev er at tjene penge til Blå Kors Danmarks hjælpearbejde blandt misbrugere og deres pårørende, og skabe nye muligheder for de mennesker, hvis liv er ødelagt af alkohol og andre rusmidler. Blå Kors har i dag mere end 58 genbrugsbutikker i 43 byer med omkring 1900 frivillige medarbejdere.