Julen kom til Lendum
Julemad, DJ og banko i landsbyens kulturhus
LENDUM: Juletræsfesten startede igen i år i kirken. Her efter gik alle op i Kulturhuset og fik kaffe og saft. Igen i år var der besøg af Santa Julle og Ruth, som underholdt børnene med sanglege, ansigts maling og fabrikation af ballondyr. Der blev sunget og leget og da klokken blev sytten, kom aftensmaden på bordet. Det var flæskesteg med tilbehør og risalamande til dessert. Dog uden mandelgave, da bestyrelsen valgte at give alle børn en lille gave samt en godtepose. Der skal lyde en stor tak til alle sponsorerne, som støtter op om juletræsfesten.
For de voksne var der julefrokost og det var med fuldt hus. 160 glade gæster nød Mortens gode julemad og DJ Carsten Møller fik alle ud på dansegulvet hele aftenen. En dejlig fest i det flot pyntede Kulturhus var folk enige om.
Rosinen i pølseenden var det årlige julebanko, som også fyldte kulturhuset den sidste tirsdag før jul. Vært Morten Cassøe solgte stjerneskud til aftensmad før bankospillet og det benyttede mange sig af. I pausen blev der serveret gratis kaffe og æbleskiver, hvilket også gled fint ned i de spille glade maver. Der var fine ekstra gevinster sponsoreret af forskellige firmaer. Også disse sponsorer får en stor tak med på vejen.