Julekoncert med Bindslev Koret i Baptistkirken

04. december 2019 kl. 16.31

Forleden var der stor julekoncert i Sindal Baptistkirke med Bindslev Koret. Det store kor under ledelse af korets nye dirigent, Karen Lyng, blev akkompagneret af Hartvig Weber-Hansen. Foruden korsang var der også klassisk guitar med Marco Peters, og Karen Lyng spillede på trompet.

Hanne Weber-Hansen bød velkommen til julekoncerten og glædede sig over det pæne fremmøde, og takkede Bindslev Koret for at de igen ville afholde julekoncert i Sindal.

Koret indledte med ”In dulce jubilo” med tekst af Luther. Herefter var der fællessang ”Vær velkommen, Herrens år”, inden koret lagde ud med den første afdeling bestående af en række sange acapella. Midtvejs blev der budt på æbleskiver og kaffe, inden korets anden afdeling med musikledsagelse. Koncerten blev afrundet med salmen ”Dejlig er Jorden”, der blev sunget stående.

Bindslev Korets blev grundlagt i 1984, hvor en lille gruppe sangglade mennesker under ledelse af daværende lærer ved Bindslev Skole, Sigrid Guillouët, samlede et ”syng-sammen”-hold under LOF. Efterhånden som koret voksede, udviklede det sig til et firestemmigt kor. I 1988 fik koret kontakt til et kor i Callington i Cornwall og havde gennem ca. 12 år en fin udveksling med Callington Singers. Bindslev-Koret har været på flere ture i udlandet og sunget forskellige steder, f.eks. i Helligåndskirken i Flensborg, til sangfestival i Arendal i Norge og som sagt Cornwall, hvor de har sunget flere steder. Desuden har koret sunget i mange af kirkerne i vores egen landsdel fra Voer til Hirtshals og Læsø og fra Elling til Skallerup.

Bindslev kan igen opleves til den store julekoncert i Bindslev Kirke tirsdag den 17. december klokken 19.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste