Julefest i sommervarmen på familiecampingpladsen
Løkken Familiecamping i Furreby fik besøg af julemanden - og børn og voksne dansede om juletræ
LØKKEN: Julemænd har det med at dukke op midt i sommervarmen. Forleden var flere end 130 julemænd, julekoner og nissebørn fra hele verden på Bakken i København for at holde Julemandskongres.
Om det var nogle af dem, der kom forbi Løkken skal vi lade være usagt. I hvert fald var der pludselig julefest på Løkken Familiecamping i Furreby.
Fastligger Inger Glud havde taget initiativ til en fælles julefest her halvvejs til juleaften. I teltet var der dækket op til julemiddag, og der var flæskesteg på grillen og ris a la mande med mandelgave.
Pludselig råbte nogen at Julemanden var der, og alle børnene løb ud for at lede over hele campingpladsen. Snart var han fundet, og så var der gaver til alle de søde børn på campingpladsen.