Jubilæumsfest i Hvidt og Frit
Lars Skade markerede 25 års forretningsjubilæum fredag eftermiddag i Hvidt og Frit på Frederikshavnsvej i Hjørring. Og receptionen blev selvfølgelig holdt mellem de hårde hvidevarer, som har fyldt Lars Skades arbejdsliv gennem mere end 25 år.
Gæster i stort tal strømmede til og vidnede om, at Lars Skade har en stor berøringsflade og er engageret i lokaleområdet.
Der var travlhed i butikken hele dagen, og Hvidt og Frits rutinerede medarbejderteam sørgede for, at kunderne blev betjent - også mens der var reception.
At receptionsdagen faldt Black Friday havde hovedpersonen følgende kommentar til:
- Jeg holder ikke Black Friday. Jeg vil ikke sætte priserne op for at kunne give en rabat. Mine priser er generelt markedspriser. Vi kan stadig godt handle, og det gør vi hele året rundt. Men vi er ligeglade med om det er sort fredag eller orange onsdag. Her kan man komme hele årets rundt og få et godt tilbud - vi er klar, smilede Lars Skade, inden de næste receptionsgæster meldte deres ankomst.
Lars Skade blev selvstændig for 25 år siden, da han åbnede El-køb, og den blev siden til Punkt1. Men i foråret for halvandet år siden valgte Lars Skade at bryde ud af kæde-samarbejdet, og butikken på Frederikshavnsvej skiftede navn til Hvidt og Frit.
Begrundelsen for bruddet var, at han ville være fri af topstyring - han ville være chef i sin egen butik. Og det er han.