Seneste nyt

Jubilæum med tålmodighed i Tversted: Gaardbo forsinket i flytrafikken

Tversted Aftenhøjskole kunne fejre 70 års jubilæum

11. november 2019 kl. 10.50

TVERSTED: Tversted Aftenhøjskole er Danmarks ældste aftenhøjskole. Den blev stiftet i 1949 og kunne forleden fejre 70 års jubilæum. Det skete ved sæsonens første arrangement sidste torsdag på Klitgården i Tversted med foredrag af journalist og nyhedsvært på TV2 News Jens Gaardbo og beretninger fra Aftenhøjskolens historie ved lærer og tidligere formand for Aftenhøjskolen Kjeld Larsen.

Sognepræst og formand for Aftenhøjskolen Johan Hermann Rump bød velkommen og indledte med at ændre lidt på det fastsatte program, da Jens Gaardbo var blevet forsinket og først kom senere på aftenen.

Søren Aakær Larsen begyndte aftenen med harmonikaspil, hvorefter der blev ønsket tillykke med jubilæet og budt på vin og kransekage. Herefter berettede Kjeld Larsen om Aftenhøjskolens historie, der begyndte, da præsten, sognerådsformanden og første læreren satte sig sammen. De blev enige om at lave en aftenhøjskole, så borgerne i Tversted kunne komme ud og få ny viden og inspiration. Det var der behov for i tiden efter krigen, hvor der ikke skete så meget i lokalsamfundet. Der var behov for et sted, hvor der kunne debatteres og skabes sociale relationer. I de første mange år var det helt almindeligt, at der kom op til 185 deltagere til sæsonens foredrag. I dag kommer der lidt færre, men til aftenens foredrag var der 125, og det betegner arrangørerne som meget tilfredsstillende. I de 70 år, der har været Aftenhøjskole, har der indtil nu været afholdt 500 foredrag med stærke personligheder som eksempelvis Jens Otto Krag og Gunnar Nu Hansen. Efter Kjeld Larsens spændende beretning blev der sunget ”Tversted ligger både lunt og smukt” skrevet af sognepræst Ludvig B. Husum, og der blev serveret kaffe og småkager, mens forsamlingen ventede på aftenens foredragsholder Jens Gaardbo.

Årsagen til forsinkelsen var tekniske problemer med ruteflyet fra København. En forsinkelse der blev taget med sindsro, for gæsterne hyggede sig gevaldigt i hinandens selskab, og det er jo også et af formålene med en aftenhøjskole. Jens Gaardbo causerede over emnet ”Min vej fra Frederikshavn til TV2 News - Væk fra Vendsyssel, og så tilbage igen”. Det var en meget veloplagt Jens Gaardbo, der fortalte om barndommen og hele opvæksten i Frederikshavn, hvor han stadig har sin mor på 93 år. Hans fortalte små anekdoter og om de drillerier, der var og stadig er mellem Hjørring og Frederikshavn. Jens Gaardbo fortalte om sjove oplevelser fra sin tid i Bangsbostrand Byorkester, der i år kan fejre 50 års jubilæum. Der var også historier fra tiden som journalist, som radio- og tv vært og fra perioden som kommunikationschef for medicinalfirmaet Lundbeck og som selvstændig med eget kommunikationsfirma.

- Jeg blev journalist, fordi jeg elsker den gode historie. Jeg blev færdiguddannet som 23 årig, og nu efter 40 år i branchen elsker jeg stadig den gode historie. Derfor er jeg nu tilbage i tv verdenen som nyhedsformidler på TV2 News, fortalte Jens Gaardbo.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste