Jorden rund med spejderne
Vejrudsigten lovede skybrud, da bæverne, spejdere fra 6 - 8 år fra KFUM-spejderne Sct. Catharinae Gruppe, Hjørring, mødtes fredag sidst på eftermiddagen for at tage på lejr ved og i spejderhuset, som er Ungdomshuset i Østergade.
Spejderne skulle sove i telt, og det kom de også til. Godt nok stod teltet i den store sal og ikke i haven. Der skulle laves pizza over bål til aftensmad. Pizzaerne blev rigtig gode, det var bålet ikke, så pizzaerne blev bagt i ovnen. Ligeledes blev pandekagerne bagt på en pande i køkkenet, og det fortsatte med at regne hele aftenen. Efter at have sovet i dejligt tørvejr i teltet i salen, stod bæverne op til et herligt solskinsvejr.
De steg ombord i deres flyvemaskine, som de trods regnen havde bygget om aftenen.
Bæverne fløj verden rundt og oplevede at plante rismarker i Kina, vaske guld i Amerika, lege pingviner på en smeltende isflage på Antarktis, kaste med Frisbee i Australien, gå med vandglas på hovedet i Afrika, næsten uden at blive våde, og i Italien lavede de det fedeste modeshow. I passene var der nu stempler fra alle de seks steder, som der blev besøgt. Spejderne var alle meget trætte efter den lange rejse, da forældrene kom og hentede dem ved spejderhuset, hvor de heldigvis var landet til slut. Bæverne holder nu sommerferie, og starter et nyt spejderår igen til august.