Johnny overtager førersædet i Bilhuset Hjørring
Jess Pedersen overdrager firmaet til sin kompagnon Johnny Lindrup Nielsen til nytår
HJØRRING: Direktør og indehaver Jess Pedersen overdrager 1. januar 2020 sin andel i Bilhuset Hjørring til sin kompagnon og medindehaver Johnny Lindrup Nielsen.
Overdragelsen markeres ved en reception i Bilhuset på Frederikshavnsvej fredag 22. november.
I 2003 startede Johnny Lindrup Nielsen i Bilhuset Hjørring, og Jess Pedersen kom til huset i 2005. Johnny og Jess indtrådte begge i ejerkredsen i Bilhuset Hjørring i 2006, hvor Hans Jørgen Christensen gradvis trådte tilbage. Der var tale om en glidende overdragelse, der var fuldført i 2016.
Siden har de to Peugeot-forhandlere udvidet firmaet med Peugeot i Brønderslev - desuden er der iværksat et ejerskifte af Peugeot Frederikshavn. Denne overdragelse er afsluttet i 2025.
Johnny Lindrup Nielsen var fra januar 2018 til april 2019 i Frederikshavn, for at overføre dna’ét, som har fungeret fantastisk i de øvrige afdelinger, samt bringe Peugeot tilbage i øverste halvdel af salgsstatistikkerne.
- Det er fedt at få tingene til at lykkedes, og det kan jeg ikke gøre alene. De ansatte er alle folk, jeg godt kan lide at snakke med. Og jeg har det bedst, når mine ansatte har det godt, siger Johnny Lindrup Nielsen.
- Vi skal alle lykkedes, det giver det bedste resultat for alle og smitter af på firmaet, tilføjer Johnny.
De tre afdelinger tæller i dag totalt 53 medarbejdere.
At Johnny Lindrup Nielsen per 1. januar bliver eneejer og direktør i eget firma, har han det rigtig godt med.
- Vi har gennem længere tid haft en god dialog om firmaets fremtidige sammensætning i ejerkredsen, og det hele gik op i en højere enhed. Jeg havde et ønske om at få mit eget firma, og Jess havde et ønske om at prøve kræfter med noget andet.
Resultatet af drøftelser blev, at Johnny vil overtage Jess Pedersens aktieandel i driftsselskabet.
Jess og Johnny har ikke alene kørt parløb om bilhusene i de tre byer - de har også været sammen om ejendomsselskabet, der huser firmaet samt naboejendommene på Frederikshavnsvej.
- Der vil fortsat være et parløb om ejendomsselskabet med et glidende skifte indtil 2028.
Hvilke nye udfordringer der venter Jess Pedersen, når midtnatsklokkerne lyder til 2020 er endnu uvist.