Joan Hentze fra Hjørring brugte ferien på bioteknologi

Joan fra Hjørring Gymnasium var eneste elev fra Vendsyssel på DTU-projekt

27. oktober 2019 kl. 16.57

HJØRRING: På institut for Bioengineering på Danmarks Teknologiske Universitet arbejdede 23 gymnasieelever fra hele landet hårdt i hele efterårsferien. De fik lov at bruge avancerede bioteknologiske metoder som CRISPR til at sætte nye gener i en skimmelsvamp, så den fremover kan bruges som en bioteknologisk proteinfabrik.

Blandt deltagerne var Joan Hentze fra Hjørring, der går i 3.g på den bioteknologiske studieretning på Hjørring Gymnasium. Hun havde som mange andre gymnasieelever landet over søgt om optagelse på Biotech Camp 2019 og blev som den eneste elev fra Vendsyssel optaget på kurset.

Selv om det ikke blev til ferie, og laboratoriearbejdet var fra tidlig morgen til kl. 23 om aftenen, så mener Joan, at det var det hele værd:

- Det var så intenst. Selvfølgelig har jeg fået mere indsigt i bioteknologi og alle de muligheder, som det giver, men det har også givet mig venner for livet. Jeg har altid gerne villet studere medicin, men nu overvejer jeg, hvordan jeg kan inddrage bioteknologi, måske vil jeg studere biomedicin.

På Hjørring Gymnasium er Bioteknologi-studieretningen en af de populære naturvidenskabelige studieretninger. Selv om Joan Hentze er tilfreds med gymnasiets laboratoriefaciliteter, så var det spændende at se forskningslaboratorier med alt det mest moderne udstyr. Kursisterne besøgte også en række bioteknologiske virksomheder, bl.a. Novozymes og Biosyntia.

Lektor Gert Husum, der anbefalede, at Joan Hentze kom på Biotech Camp 2019, er glad for den interesse, der er blandt de unge for bioteknologi som studieretning på stx.

Bioteknologi er en af de naturvidenskabelige retninger, som er i størst vækst. De moderne genteknologiske metoder giver os for eksempel muligheder for at mindske klimaforandringernes påvirkninger samt producere medicin og fødevarer mere økonomisk og med mindst mulig miljøbelastning.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste