Jo, det brændte da lidt på ...
Men ikke mere, end de nye junior-brandmænd fra Hjørring Ny 10. kunne klare ærterne
HJØRRING: Selv om datoen viste fredag den 13., så turde man godt lege lidt med ilden på Falck-stationen i Hjørring.
12 unge fra Hjørring Ny 10. havde gennemgået et forløb af to ugers varighed i samarbejde med Falck og Nordjyllands Beredskab, hvor de er blevet klædt på til at hjælpe i akutte situationer.
Fredag skulle de have deres juniorbrandmands-bevis - men først skulle de demonstrere, hvad de havde lært.
Så der blev slukket brande og reddet bevidstløse figuranter efter alle kunstens regler - til stor tilfredshed for de rigtige brandfolk, der syntes, at de unge løste opgaven rigtig fint.
Afhængige af hinanden
Peter Green, der er lærer på Hjørring Ny 10., fortæller, at skolen gennem mange år har udklækket elever, som har lært elementær brandbekæmpelse, at reagere hurtigt - og så har de også fået førstehjælpsundervisning inden projektstart.
Torsdag var ligeledes ret action-fyldt, da de skulle prøve at være røgdykkere på Brandskolen i Hvims ved Aalbæk.
- Eleverne har også lært en del om sammenhold. De har været i en gruppe, hvor man er afhængig af hinanden. Det hjælper ikke noget, at der kun er tre personer klar, hvis det er nødvendigt at være fem for at løse en opgave, siger Peter Green.
Uheld ved MaDonald’s
Mikkel Christensen er blandt de 12, der har fået papir på sine færdigheder.
- Det har været sjovt og hårdt - og vi har virkelig fået noget ud af det. Når jeg bliver lidt ældre, så kunne jeg måske godt finde på at melde mig som brandmand, siger han.
Line Mortensen regner ikke med, at hun en dag melder sig som deltids-brandmand - men hun er glad for at have deltaget i forløbet.
- Jeg ville gerne rykke lidt ved mine personlige grænser - og det er lykkedes, siger Line Mortensen, der hverken kan lide ild eller mørke rum.
Men begge dele har hun været tvunget til at stifte bekendtskab med de seneste par uger.
For nogle år siden var der i øvrigt et godt eksempel på, at der ikke er tale om skønne, spildte kræfter, hvis ingen af de unge rekrutteres, når de bliver ældre.
En mand blev påkørt af en bil ved McDonald’s i Hjørring, og en tidligere juniorbrandmand forhindrede tililende i at flytte rundt på offeret.
Ifølge Peter Green var det en god beslutning, da det viste sig, at vedkommende havde slået ryggen. I stedet ventede man på stedet på, at den rette hjælp nåede frem.tn