Jernmanden i Mosbjerg nåede målet
Finn Thomsen fra Mosbjerg har gjort det, han ikke selv troede muligt for få år siden. Han gennemførte i søndags sin første Ironman, der blev afviklet i København, hvor 3400 deltog i denne hårde fysiske præstation.
En Ironman er en udfordring, der består af 3,8 km svømning efterfulgt af 180 km cykling afsluttende med en hel maraton på 42,2 km løb. Det hele skal gennemføres på maksimalt 15,5 timer.
Finn Thomsen hoppede i vandet klokken 07.50 og svømmede de 3,8 km på 1 time og 48 minutter. Herefter snuppede han cyklen og ud gennem København og op ad den stejle Geels Bakke ved Holte og videre i den Nordsjællandske natur, cyklede Finn de 180 km for derefter at løbe 42,2 km. Finn Thomsen kom i mål klokken 22.36 efter 14 timer og 46 minutter, og han er meget tilfreds, at han i en alder af 58 år har gennemført så krævende en fysisk aktivitet indenfor den fastsatte tidsramme.
Finn har ikke altid interesseret sig for fysisk aktivitet i større omfang, men for 15 år siden begyndte han at løbe sammen med sin søn. Da sønnen mistede interessen fortsatte Finn Thomsen med at løbe, for han var blevet grebet af glæden ved at motionere. Stille og roligt blev løbedistancerne længere og længere fra få kilometer til en hel maraton, og siden 2003 har Finn løbet 15 maratonløb forskellige steder i landet.
- Efter hvert løb synes jeg altid, at det er for langt med en hel maraton. Det kan jo godt gøre lidt ondt, men alligevel er det dejligt. Derfor bliver jeg ved, fortæller Finn Thomsen.
Nu er han ved at tænke over, hvad den næste udfordring skal være, for der er næsten ikke noget større end en Ironman, men Finn Thomsen skal nok finde på noget, og han håber, at flere unge vil følge ham og tage nogle fysiske udfordringer op til gavn for deres egen sundhed og trivsel.